Grafik af Homoseksualisterne

Tema / Homoseksualisterne: podcast om en ukendt københavnerhistorie

”Noget lurer i storbyens dyb, og truer med at ødelægge og fordærve landets fremtid”

 

Nogenlunde sådan indledes podcasten Homoseksualisterne – en ukendt københavnerhistorie, som tager os 100 år tilbage til København i en tid, hvor byen er på vej til at blive en moderne metropol. Podcasten er historien om ”den moderne homoseksuelle mand” og de vilkår, som han måtte leve under i starten af 1900-tallet.

 

Et puslespil af fortællinger 

Podcastens tilblivelse begynder en dag, hvor historiker Anders Thorkilsen falder over en mystisk pakke i de historiske databaser. Pakken er en fortrolig pakke fra krigsministeriet, og den viser sig at indeholde en samling kilder, som bærer mærket ”Homoseksualister 1908-1922”. Thorkilsen sætter sig for at samle det store puslespil af gamle avisartikler, fortrolige skrivelser, politiafhøringer, detektivrapporter, opråb og retsprotokoller. Langsomt tegner der sig et stykke danmarkshistorie, som de færreste har fået fortalt. Det er historien om soldatertrækkerdrenge, storbyen, moralister, myndigheder og ikke mindst "homoseksualisterne". Det var i datiden et pikant emne, som også kom til at berøre rigets elite, prominente kulturpersoner, og puritanere som ville bekæmpe de ”korrumperende” kræfter.  

 

Podcasten sætter lys på LGBT+-historie, og fortælles af Anders Thorkilsen, som formår at formidle historien på fængende vis.