Tema / Houellebecqs kønsfremstillinger
Det er egentlig ikke, fordi han mangler læsere. For hver gang den franske forfatter Michel Houellebecq udgiver en ny bog, er det en mediebegivenhed, og hans bøger storsælger. Alligevel hører jeg ofte fordomme om ham, som jeg frygter får mange til at gå uden om ham. Fx at hans kønsfremstillinger er sexistiske og kvindefjendske. Men hvem og hvilket køn får egentlig mest på puklen i Houellebecqs bøger? Det handler denne artikel om.
Hovedpersonerne i Houellebecqs romaner ligner altid hinanden: De er midaldrende, misantropiske mænd, der lever isoleret og masturberer mere, end de taler. Kort sagt virker de deprimerede og vrede – en vrede, som ofte rettes mod kvinder (og personer af ikke vestlig-oprindelse, særligt muslimer, for at gøre det endnu mere politisk ukorrekt). For mange lyder det nok usympatisk, men lyder det også genkendeligt? Hvis det gør, så er det, fordi karakterens forbitrelse findes derude, uden for fiktionen.
Sæt fingeren i såret
Det er vigtigt at huske på, at Houellebecqs bøger er fiktion, og at hovedpersonerne i hans romaner ikke er ham selv. Men han lader sine mandlige hovedpersoner udtrykke en forbitrelse over for kvinder og en række samfundsudviklinger mere generelt. Den forbitrelse eller bitterhed kan vi ikke fornægte findes i virkeligheden, selvom vi synes den er usympatisk. Men det er vigtigt at bemærke, at Houellebecq ikke romantiserer eller glorificerer hovedpersonernes synspunkter.
Hans metode er at skrive dem – synspunkterne – og deres årsager frem. Dermed tvinger han os til at forholde os til dem: Han sætter fingeren i såret og trykker til, som han skriver i et essay fra samlingen ’At holde sig i live’.
Houellebecqs genialitet
Houellebecqs genialitet er dog ikke bare, at han konstaterer, at forbitrelsen findes. Den konstatering er vigtig, for den slags vrede må vi forholde os til. Men hans genialitet består snarere i dels undersøgelsen af vreden indefra, dels i undersøgelsen af hvorfor den vrede findes. Og for Houellebecq findes svaret i samfundets strukturer.
Det er i virkeligheden særligt dét, der gør Houellebecqs romaner så interessante: Hans knivskarpe samtidsdiagnosticeringer og beskrivelser af, hvordan alle aspekter af samfundet i dag er underlagt det frie markeds økonomiske mekanismer – lige fra den politiske sfære til vores kønsroller og kærligheds- og sexliv:
Formentlig skyldes Houellebecqs misogyne ry, at han uden omsvøb bl.a. beskriver, at kvinder er attraktive, så længe de er unge og smukke, men at de mister deres værdi med alderen. Lige så kynisk skriver han dog, at mænds attraktionsværdi afhænger af deres magt og rigdom. Derfor har middel- og underklassens mænd lav attraktionsværdi, derfor går det dem ad helvede til, og derfor er de så vrede og vulgære! Så ja, nok er mændene i Houellebecqs romaner ofte kvindefjendske. Men de fremstilles ikke sympatisk eller sentimentalt; nej, ofte er de faktisk romanernes største fjolser!
Houellebecqs undersøgelse og forklaring er sociologisk, og hans egentlige kæphest er hverken kvinder eller den hvide mands vrede. Det er derimod det neoliberale samfund. For det skaber slette mennesker, uanset køn.
Spørg ”Hvorfor?”
For mig at se er det fornemste, vi mennesker kan gøre, når vi møder udfordrende holdninger, at spørge: ”Hvorfor udtaler eller gør vedkommende sådan?”. Fordi det spørgsmål hjælper os til at forstå. Når først vi forstår, kan vi begynde at handle og ændre. Det første er litteratur, særligt Houellebecqs, fabelagtig til at gøre – både at spørge og at undersøge, fx den hvide mands vrede. Men det sidste må vi selv finde ud af. Det er ikke litteraturens ærinde.
God læselyst!
Mathias Emil Stenrøs, eReolen & Husum Bibliotek