Tema / Hvad er så særligt ved den islandske litteratur?

Der er ingen tvivl om, at islandsk litteratur kan noget helt specielt. Vi har fået cand.mag. Martin Rytter Handberg fra bloggen Litteraturlinjer til at komme med sine personlige anbefalinger og bud på, hvad det er ved den islandske litteratur, der gør den så unik.

 

Den islandske litteratur er så særlig, så pågående og så frodig som naturen i landet; sagt med andre ord, den bjergtager – den går i udbrud, snart i varme strømme og senere køligere.

 

Det er i den islandske litteratur, vi møder myter og mange magiske elementer. Tænk gerne her på Gyrðir Elíasson. Han skriver skarpe fortællinger, der balancerer på kanten af den virkelighed, vi befinder os i. Her tænker jeg særligt på Mellem træerne  (findes som e-bog (red.)). En bragende novellesamling, som også gav ham Nordisk Råds Litteraturpris.

 

Med hensyn til de magiske overskridelser vil jeg også gerne fremhæve en særlig stemme i den islandske litteratur: Jón Kalman Stefánsson. Han har gjort sig utrolig velkendt og prist for Trilogien om drengen, og der er bestemt højstemt skrivestil og mægtige naturbeskrivelser på færde her. Det er så lækkert!

 

Sjón er en anden forfatter, der virkelig kan sætte læserens forestillingsevne i svingninger. Hans lyriske passager træder tydeligt frem i det værk, jeg synes så godt om, nemlig Tusmørkeundere. Her er der også overskridelser på færde, ganske i naturen og i sindet. Det er så fremragende.

 

Derudover vil jeg fremhæve Einar Már Guðmundsson. Han er den sociale seismograf, for han kan vejre en stemning og beskrive som ingen anden, hvad der er på færde for de socialt udsatte, herunder tænker jeg i særdeleshed på Universets engle, hvor han med psykologisk indsigt skriver om sin bror, der led af skizofreni.

 

Halldór Laxness skal bestemt også nævnes, for han er Islands litterære forfader, omtrent. Han kan kendes med værket Salka Valka, eksempelvis. Her er det den sociale opstigning hos en kvinde, der er i fokus, og det er blændende godt.

 

Rigtig god læselyst

/Martin Rytter Handberg

 

Hvis man befinder sig i Østjylland, kan man d. 17.02.18 opleve Martin Rytter Handbergs foredrag "Brusende islandsk litteratur" på Tranbjerg Bibliotek.