100 års boksning podcast værter

Tema / Hvad kan boksning lære os om USA's historie?

En hel del, hvis du spørger de to podcast-entusiaster Jonas Sølberg og Simon Østergaard Chievitz. Sammen agerer de værter og producenter på 100 års boksning i USA: når sport ændrer historien – en podcast, der i hvert afsnit stiller skarpt på ét årti i amerikansk boksehistorie og de ikoner, som var med til at forme den. Igennem seriens ti afsnit kommer de både omkring kendte boksere som Muhammed Ali, filmikonet Rocky og bokselegenden Jack Johnson, der i starten af 1900-tallet cementerede boksningens indflydelse på amerikansk politik og blev sportens levende symbol på den sorte mands kamp for et racismefrit USA.

 

Men hvordan opstod ideen så til at lave en podcast, der zoomer ind på så nichepræget et tema? 

 

”Jeg har arbejdet som journalist i mange år og elsker at fortælle historier, og Simon er en enorm boksenørd, så vi havde ligesom hver vores udgangspunkt for serien. Og så er vi begge - igennem vores uddannelser (red. Jonas er uddannet kandidat i Mellemøststudier, og Simon har en kandidat i idéhistorie) – utroligt interesserede i de store bevægelser, der sker i vores verden og samfund – dem vi ikke nødvendigvis ser i hverdagen, men som man er nødt til at grave lidt for at få frem. Her er USA's historie i det 20. århundrede og boksning det perfekte match, fordi alle de største bokseikoner og de mest voldsomme samfundsændringer smadrer sammen og fortæller en masse om hinanden.”

 

Boksenørder og garvede historiefortællere

Udover at være boksenørder og garvede historiefortællere, så har de to værter faktisk også en del erfaring med i bagagen. Simon Østergaard Chievitz har produceret flere podcasts for platformen Radioaktiv og det nye netmedie solidaritet.dk, mens Jonas Sølberg er medlem af bestyrelsen i Center for Podcasting, har arbejdet med radio for både DR og Radio 24syv og desuden producerer podcasts til sin egen virksomhed. Men selvom Simon og Jonas i den grad var bekendte med podcastmediet, så gjorde de sig alligevel et par overvejelser omkring seriens format, indhold og målgruppe, inden de gik i gang. Først og fremmest var det vigtigt for dem, at lytterne kunne fornemme deres kemi og gode makkerskab på den anden side af mikrofonerne: ”Det synes vi begge er essentielt, når man skal give lytterne lyst til at være med på en rejse gennem 10 episoder,” fortæller de. Ifølge dem er noget af det særlige som podcastmediet kan, nemlig at skabe et intimt rum med lytterne: ”Hvis du ”klikker” med værterne, kan du skabe et forhold, hvor lytteren faktisk glæder sig til et afsnit, lidt ligesom når du ikke kan slippe en spændende serie og absolut skal se et afsnit mere.”

 

Meget mere end boksning

Dernæst har det været vigtigt for dem begge, at podcasten kom til at handle om meget mere end boksning: ”Vi har haft meget fokus på også at åbne døren for lyttere, yngre som ældre, der er sultne på USA, kultur- og samfundsanalyse og historie generelt. Dem som måske mangler en anden vej ind i boksesportens verden. Den bærer nemlig på en kæmpe politisk kraft og er et helt unikt rum, hvor mennesker – ofte de sorte amerikanere i vores serie – der ellers ikke har en stemme, får hul igennem til hundredvis af millioner. Vi har selvfølgelig også leflet for boksenørden med personlige portrætter af de største boksestjerner, mens vi samtidig har forsøgt at sætte boksningen ind i en ramme af sin samtid, og pege på, hvad boksningen har betydet for USA i “The American Century”.” Den ellers lidt oversete kobling mellem amerikansk kultur- og boksehistorie, har altså åbnet op for en lidt bredere målgruppe og lytterskare, hvilket betyder, at man ikke skal være bange for at kaste sig over 100 års boksning, selvom man ikke er hjemmevant i sporten.

 

Et af de gennemgående temaer i podcasten er racisme og raceskel op igennem 1900-tallet. Historisk og politisk er der tale om en periode, som befinder sig i kølvandet af slavernes frigørelse efter Den Amerikanske Borgerkrig i 1865 og lige midt i opblomstringen af Den Amerikanske Borgerrettighedsbevægelse med store forkæmpere som Booker T. Washington og W. E. B. Du Bois. Og det konfliktfyldte paradoks kan boksesporten hjælpe med at belyse, mener Simon og Jonas:  

”Vi ville gerne kunne vise med mennesker af kød og blod, hvad undertrykkelse har af konsekvenser. Og i boksesporten var der utallige skikkelser, der menneskeliggjorde hvad svære begreber som strukturel racisme og undertrykkelse faktisk betyder for mennesker. Igennem de afroamerikanske boksere har vi fundet unikke personligheder, der har arbejdet sig op og frem i samfundet og fået en stemme på en anden måde end andre sorte i deres samtid, særligt i den tidlige del af 1900 tallet.”

 

Her fremhæves afroamerikanske Jack Johnson, som var den første sorte bokser til at vinde verdensmesterskabet i sværvægtsboksning, og ikonet Mohammed Ali, som eksempler på store skikkelser, der har gjort en forskel i boksning og i racedebatten: ”begge blev forfulgt, idømt fængselstraf og Johnson måtte flygte i eksil for at slippe for statens chikane. De blev jagtet for at sige og gøre ting, vi i dag ville synes var fuldstændig uproblematiske og banale. Men dengang skabte det både frygt og paranoia i USA. Og de tog tæskene som foregangsmænd og unikke ikoner, der ofrede noget af sig selv for at bryde igennem den sort-hvide mur, kan man sige. Det har givet os en unik vinkel som viser, hvor langt herskende hvide lag i det amerikanske samfund har været villige til at gå for at beholde deres magt.”

 

De to værter fortæller, at de selv er blevet overrasket over, ”hvor vigtig og progressiv en kraft sporten har været for USA’s historie. Det har været en fed opdagelsesrejse for os, og det håber vi, man kan høre.”

 

Podcastmediet i rivende udvikling

For Simon Østergaard Chievitz og Jonas Sølberg har podcastmediet vist sig at være det helt rigtige format til at dele deres fælles passion for boksning og historiefortælling. Både herhjemme og i udlandet ser vi flere og flere eksempler på, at podcastformatet er ideelt til at dykke ned i små afkroge af historien og kulturen. Her i Danmark hitter serier som Den nye stil – historien om dansk rap, og i USA er radioprogrammet og podcastserien This American Life, som hver uge fortæller både bizarre, mondæne og oversete historier fra den verden, vi lever i, et af de mest downloadede shows nogensinde.

Der er vist ingen tvivl om, at podcasts er kommet for at blive. Simon og Jonas forudsiger også, at vi indenfor de næste fem år vil se en stor udvikling af mediet i Danmark: ”Det vil kun vokse som tiden går og tilbyde bedre serier og programmer. I USA – apropos – er de måske fem år foran os, og der er podcasting på alles læber, og 80% af befolkningen har hørt en podcast. I Danmark arbejder vi stadig på at skabe økonomi og bedre kommercielle vilkår i podcasting. Men om fem år tror jeg på, der står store “podcast-baskere” til salg på hylderne ved siden af lydbøger og månedens bog. Vi er bare vildt glade for at kunne spæde til et format, der gør viden og fordybelse nemt, hurtigt og tilgængeligt for alle lag i samfundet. Vi er nok begge to lidt drevet af at være oplysningsidealister inderst inde.” 

 

Derfor skal du lytte til 100 års boksning i USA

Den enorme udvikling i podcastmediet betyder også, at det kan være svært at følge med i, hvad der er populært lige nu, og ikke mindst hvilke, der matcher ens egen smag. Efterhånden kan det tage lige så lang tid at vælge en podcast til gåturen, som at vælge en film på Netflix fredag aften. Derfor kan jeg heller ikke dy mig for til sidst at spørge Simon og Jonas, hvorfor de mener, man skal lytte til netop deres podcast:  

 

”I skal lytte til vores podcast, fordi der gemmer sig et væld af gode historier og viden om emner, som har skabt vores samfund og vores værdier – på godt og ondt. Vi fortæller en anden historie, end den vi er vant til med politikere og krige i centrum. Vores fortællinger sætter folkelige bevægelser i centrum. Grebet med boksning gør også, at du støder på historien som virkeliggjort, som noget andet end bare en overordnet fortælling om noget der skete politisk eller var en generel holdning. Vi er helt nede på jorden og beskriver de konsekvenser, politik har for virkelige mennesker. Der gemmer sig så mange vilde historier i boksning, som vi bare virkelig måtte dele med et bredere publikum. Du kan lytte til podcasten som kulturinteresseret, historieinteresseret, sport- eller boksesinteresseret og komme ud på den anden side med ny viden og en ny fascination af historien.”