
Tema / Historier der starter, hvor hukommelsen stopper
Hvad ville du gøre, hvis du vågnede op og ikke kunne huske hvor, og hvem du var? Det er et spørgsmål med cirka lige så mange svar, som der er mennesker - eller forfattere, for det er et spørgsmål, der er blevet stillet i mange bøger. Og det er let at forstå hvorfor, for det er et perfekt plot til den slags bøger, der fanger fra første side.
Mindeværdige læseoplevelser: fra det grumme det til det glade
Men hukommelsestab er ikke et fænomen, der begrænser sig til en enkelt genre. Nogle gange er det hele fortiden, der forsvinder, andre gange kun lidt af den, og nu og da bliver minderne ved med at gå i opløsning. Men uanset hvad, så er det som regel opskriften på en mindeværdig og til tider gruopvækkende læseoplevelse. Jeg har fundet fem bøger, hvor erindringen svigter på vidt forskellig vis. De går vidt forskelligt til ideen, fra det grumme til det glade.
Klassisk krimi
Hvis du er til hårdkogte krimier af den klassiske slags med en fed streg under noir, kender du måske allerede Mickey Spillane. Her er sammenbidte mænd, farlige kvinder, skumle intriger og pistoler, der lige straks bliver affyret, så selv den største appetit bliver tilfredsstillet. Og i Spillanes Den lovløse by fra 1951 er der også et hukommelsestab.
Her er det Johnny McBride, der er i et biluheld. Det tager ham et par år at finde et spor, der peger mod hjembyen - og da han vender tilbage, viser det sig, at han er efterlyst for mord og underslæb. Det må naturligvis bringes i orden - samtidig med at McBride vil have hævn. Men tingene bliver hurtigt endnu mere komplicerede.
Domestic noir
Christine Lucas har ikke blot glemt sin fortid - hendes korttidshukommelse er også i stykker, så hun hver dag har glemt, hvad der skete dagen før. Hver dag skal hun mindes om, at manden i sengen er hendes ægtemand. Og hver dag skal hun mindes om, at hun skriver dagbog, så hun kan genopdage sit liv.
Men S. J. Watsons Før jeg lukker øjnene er en solid omgang domestic noir, så det viser sig snart, at alt ikke er fryd og gammen. Christine må kæmpe mod sin egen hukommelse og omverdenens modvilje for at afdække sandheden om, hvad der skete i det uheld, der frarøvede hende fortiden. Og det kan få store følger for hendes fremtid.
Action-thriller
Hvis du ikke synes, at hukommelsestab er en stor nok hindring, så vil du synes om Ditlev Martin i David Garmarks Det fjerde menneske. Hovedpersonen vågner op i en kiste i Slovenien; blodig og uden nogen anelse om, hvem han er, eller hvordan han er havnet der.
Her er der skruet op for spændingen, og det er hele verdens skæbne, der er på spil. Historien bevæger sig tilbage i tiden og en forskningsstation på Antarktis, hvor et fund dybt nede i isen får voldsomme konsekvenser - Martins situation er en af dem, og det er nu op til ham at ikke blot genopdage sig selv, men også at redde verden. Det fjerde menneske er en videnskabsthriller med masser af action.
Chick lit
I den lidt mere rolige og uforpligtende ende af hukommelsestabets litterære udbud finder vi Sophie Kinsellas Hvem er jeg?. Her er hovedpersonen Lexi, og hendes hukommelsestab er faktisk ikke komplet - i stedet mangler hun tre år af sit liv.
Lexi er gået fra at være gift med taberen Dave og holde lidt for meget af toast med smør til at vågne op i et nyt liv tre år efter, hvor hun er gift med den succesfulde Eric og er nærmest stamkunde på fitnesscenteret. Det virker næsten som en ønskedrøm, men hun opdager også snart, at ikke alle er lige glade for den Lexi, hun er blevet til i de glemte år. Kinsella er kendt fra Shopaholic-serien og leverer en god, uforpligtende chick lit med plads til grin.
Feel good
Lucinda Riley er også oftest i den hyggeligere ende af litteraturen, men i Engletræet har der sneget sig lidt mere dysterhed ind i fortællingen - som dog stadig er fyldt med drama og varme. Her er det hovedpersonen Greta, som har været ude for et uheld, der har frarøvet hende fortiden. Men da hun vender tilbage til det gods, hvor hun engang boede med sin mand, og står ved sin søns gravsten, begynder minderne at boble frem igen.
Historien bevæger sig frem og tilbage i tiden, fanget i den ulykke, der ændredes Gretas liv. Vi følger Greta gennem livet, fra hun som 18-årig møder en amerikansk soldat efter krigen og bliver gravid. Engletræet byder på familiehemmeligheder, der bobler op i lyset sammen med Gretas hukommelse, og et liv, der er både skønt og underholdende.
Forhåbentlig kan du finde dig selv i en af disse fem bøger. Ellers er der heldigvis flere at vælge imellem.
/Janus, Horsens Bibliotek