Tema / Hvorfor er vi fascinerede af krimier?
Af Isabella Maria Wahlstrøm, Forlaget Jentas
Du kender det. Du har lige læst en krimi. En krimi så ond, så modbydelig og skræmmende, at du må vinke farvel til nattesøvnen i et par dage. Eller i hvert fald vågne et par gange badet i sved, fordi du havde mareridt om, at det var dig, der var fanget i den kælder som den unge pige i den krimi, du lige har læst. Så hvorfor gør vi det mod os selv igen og igen?
Ifølge den gotiske tradition inden for engelsk litteratur er frygt den stærkeste følelse, mennesket er i stand til at føle. Stærkere end kærlighed, stærkere end had. Men af gode grunde har vi ikke lyst til at føle den fysiske smerte, der tit kan og vil efterfølge frygten inde i litteraturens verden. Men vi søger adrenalinsuset. Vi fascineres af at bore i det menneskelige sind på godt og ondt. Tænk Frankenstein, Dracula, og Dr. Jekyll & Mr. Hyde, som alle er udtryk for 1800-tallets behov for at udfordre og bryde med tidens sociale, politiske, seksuelle og strengt religiøse normer. Med beslag på udfoldelser i det menneskelige sind i alle henseender søgte man i kunsten et sted at udforske og forstå, hvorfor vi tænker og agerer, som vi gør. Når en litterær tradition beskæftiger sig med det, vi frygter og flygter fra, er det bemærkelsesværdigt, at det samtidig er noget, vi ivrigt søger ind i.
Mennesker er naturligt nysgerrige væsner, og ’den mørke side’ drager os ind – men med en distance, der tillader os blot at dyppe tæerne i det groteske, det uhyggelige, det irrationelle. Vi vil forarges, vi vil skræmmes, vi vil sløre virkelighedens grænser – og bagefter kan vi komme ud på den anden side i ét stykke med et forfrisket sind. Vi overlevede, og vi er høje på det faktum. Krimier har således en ’rensende’ effekt, hvor der forløses noget spænding og angst ved at bringe undertrykte følelser og tanker frem i bevidstheden.
Krimien tillader os også tit flere forskellige synsvinkler – vi er ofte i hovedet på både en politikommissær, en morder og et offer. Det er dét litteraturen kan, som filmgenren for eksempel ikke kan. Fortællevinklen kan skifte og i høj grad tillade os et indblik i et mørkt og ondskabsfuldt sind hos morderen, samtidig med at vi får lov til at sympatisere med offeret og føle, at der er retfærdighed i verden, i takt med at politikommissæren løser gåden. Og det er netop her, at vores nysgerrighed bliver stillet. Vi længes efter forløsning – det er derfor noget nært umuligt at lægge en krimi fra sig, når man først er gået i gang.
Den moderne krimi er især uhyggelig, for her er det ikke vampyrer, spøgelser, monstre eller alter-egoer, der fungerer som metaforer for menneskets uudforskede sider. Krimier trækker på realisme, i den forstand at det altid er et menneske i al sin enkelhed, som er ondt. Som har et psykotisk motiv og en psykotisk udførelse. Og alligevel ligger krimier næsten altid på toppen af salgslisterne. I stil med 1800-tallets mand og kvinde vil vi nemlig altid søge frygtens rus i forsøget på at forstå de mørke og ondskabsfulde kroge af menneskets mangesidige sind.
Her kan du finde nogle af de krimier, der indgyder frygt i mig og giver mig min adrenalinrus. Med mordere så skræmmende, så gennemført onde, og med plots så chokerende, at de vil få pulsen op hos selv den mest garvede krimifan.
God fornøjelse!