
Tema / Hyggekrimier til strikketøjet
For mig er december først og fremmest indbegrebet af ro og hygge. Det er tiden, hvor vi gerne vil sætte tempoet ned og nyde de små hyggestunder, vi forsøger at skabe i hverdagen. Vi drømmer om stjernestunder med nære og kære, et hyggeligt hjem, den helt rigtige julemiddag og en masse skønne juletraditioner, der alt sammen munder ud i herlige minder, vi vil elske at se tilbage på i årene fremover.
Ambitionerne er høje, men det ser jeg som sådan ikke noget galt i; vi må gerne stræbe efter det rigtig gode. Så længe vi også anerkender, at juletiden ikke kun er lutter idyl og rolige stunder - tværtimod kommer december jo ikke ligefrem med ekstra timer i døgnet.
En strikke(t) pause
Derfor skal vi huske at tage en pause fra alle ambitionerne indimellem, og bare være. Jeg elsker at sætte mig i sofaen med mit strikketøj: Lukke øjnene for rod og lister, tænde et stearinlys og starte en god lydbog, mens jeg falder ind i en anden verden. Når jeg strikker, er mit sind optaget på bedste vis. Jeg får både ro i hovedet og orden i tankerne, mens jeg samtidig får produceret noget dejligt - det er ren win-win.
Lydbøger og strik: En perfekt kombination
Når jeg vælger lydbøger til mine strikkestunder, er det vigtigt, at de passer til situationen. Historierne må ikke være for indviklede – for mange karakterer eller sideløbende plot kan få mig til at fare vild i fortællingen, især når jeg samtidig skal holde styr på masker og mønstre. Omvendt må bogen heller ikke være for langsom eller dvælende. Den perfekte bog til strik er for mig en hyggelig, ligefrem fortælling med en passende dosis spænding og mysterier. Derfor er hyggekrimier blevet mine absolutte favoritter.
Herlige hyggekrimier
En hyggekrimi er noget ganske særligt. Det er en krimigenre, der udelader det blodige og brutale og i stedet fokuserer på hyggelige omgivelser og charmerende, lidt skæve karakterer, man ikke kan andet end at holde af. Jeg har fx strikket en hel trøje i selskab med Anne-Maj Mortensen fra Anna Grues krimiserie, der indledes med "Mysteriet i Genbrugsen".
Så hvis du ligesom mig elsker at strikke, kan jeg kun anbefale at finde en god hyggekrimi. Der er mange at vælge imellem, og de fleste findes oven i købet i lange serier, så du ikke skal lære nye "mennesker" at kende fra bog til bog - du kan glide lige over i den næste i rækken.
Rigtig god fornøjelse - både med december og den lille pause fra julerierne.