
Tema / ”I krig er det svært at skelne ven fra fjende”
En af de mange serier, jeg har på min læseliste denne vinter, er serien ”Venner og fjender" af søskendeparret Lotte og Søren Hammer, som slog igennem med krimiserien "Svinehunden" om chefkriminalinspektøren Konrad Simonsen.
Nu har de kastet sig over genren historiske spændingsromaner og udgivet seks af i alt otte bøger i serien ”Venner og fjender”, der fortæller historien om den dansk-jødiske Kassandra og hendes bror Alexander fra København og den dansk-tyske Peter fra Grænselandet i årene lige før og under 2. verdenskrig.
Det dejlige ved længere serier er, at de giver mere ro til at fordybe sig i enkeltheder og til at give et bedre kendskab til personerne. Her er personerne så detaljeret beskrevet, at hele første bind næsten kun handler om Peter, mens andet bind er centreret omkring Kassandra og hendes bror. Først i tredje bind flettes deres historie for alvor sammen. Men hovedpersonerne ved dog aldrig helt, hvem de kan stole på, for som man bliver advaret om på bagsiden af hvert bind: ”I krig er det svært at skelne ven fra fjende!”
Jeg glæder mig til at læne mig tilbage i sofaen og blive hvirvlet ind i Peter og Kassandras historie.
God læselyst!
Karen