Tema / Ind i en helt anden verden

Julen er over os, og det er en dejlig tid. Men den kan også være både stressende, frustrerende, trættende og til tider – lad os være ærlige – en anelse for familiefyldt. Mange holder næsten vejret fra nu, og indtil julen er overstået, hvor et lettelsens suk kan drages; nu kan maven endelig få ro, og hovedet blive tømt (eller var det omvendt..?).

Andre ville ønske, at de havde meget mere tid til at jule, og mange får ikke muligheden for at stå midt i juletidens familiestress, selvom det er det, de allerhelst ville. For butikkerne skal bemandes, juletogene skal køre, og både børn, syge og ældre skal passes, plejes (og hygges om) i døgndrift året rundt, så her betyder ordet ”juleferie” ikke det store.

Uanset om du hører til den ene eller den anden gruppe (eller den helt tredje, der bare glæder sig til jul og har god tid til at nyde de dejlige dage), så er det ofte rart at tænke i nogle helt andre baner end julefrokost og gavestress, og en lydbog er altid et godt værktøj, når hjernen ellers kører på højtryk.

Jeg har fundet nogle af de bedste bøger, der alle foregår i en helt anden verden, hvor hverdagslige ting som juleshopping, familiestridigheder og et lidt for højt stressniveau bliver skubbet totalt i baggrunden til fordel for spændende historier, der udspiller sig i ukendte universer.

God lyttelyst – og god jul til jer alle!

/Mie, eReolen