Tema / Interview med Lene Kaaberbøl

I denne uge er der premiere på familiefilmen Vildheks, der er baseret på Lene Kaaberbøls bogserie af samme navn. eReolen har mødt hende til en snak om Vildheks-universet og arbejdet med den nye film.

Der står allerede en lang række forventningsfulde fans klar, da jeg møder Lene Kaaberbøl på Fantasyfestivalen i Esbjerg. Om lidt skal hun ud at signere bøger, og den lange kø vidner om Kaaberbøls store popularitet blandt de unge fantasyfans. De fleste står klar med eksemplarer af Vildheks, mens andre har taget Skammerens Datter med, der stadig er vildt populær, selvom den faktisk har 18 år på bagen.

Lene Kaaberbøl er også selv stor fantasyfan, fortæller hun, mens hun pakker et nyerhvervet eksemplar af Sebastien de Castells Spellslinger væk, og inspirationen til Vildheks-serien kom da også netop fra en af barndommens fantasyfortællinger:

”Idéen med Vildheks var egentlig at lave en slags Doktor Dyregod, som er en bog, jeg husker fra min egen barndom. Fidusen med Doktor Dyregod var, at han kunne tale med dyrene, og det var jo vældig smart, for så kunne han spørge dem, hvordan de havde det. Jeg syntes simpelthen, de bøger var så fine og gode, men jeg syntes også, at dyrene sagde alt for få og alt for kedelige ting. Så jeg tænkte, at hvis man nu tog den idé og koblede den med noget andet, så kunne det være, det kunne blive en god bog.”

Selvom Kaaberbøl er vild med fantasy, ville hun dog gerne forankre fortællingen i virkeligheden, og derfor beskrives bogens hovedperson, Clara, i starten som en helt almindelig pige:

”For at sørge for, at det ikke stak alt for meget af, valgte jeg en hovedperson, som var en helt almindelig pige, der gik i en helt almindelig skole, i en helt almindelig klasse og boede i lejlighed med sin fraskilte mor. Hun er dødalmindelig, det er faktisk lige ved at være for meget.”

Det viser sig dog hurtigt, at Clara slet ikke er så almindelig. En morgen, da hun skal hente sin cykel, møder hun nemlig en kæmpestor kat, der vælter hende omkuld og kradser hende mellem øjnene. Det bliver begyndelsen på Claras vildhekseventyr:

”Clara skynder sig op til sin mor for at fortælle om katten, og hun regner med, at moren vil trøste hende og sige, at det, hun har oplevet slet ikke er så uhyggeligt og underligt, som hun selv synes. Men det gør moren ikke, hun begynder bare at græde. Det er et kæmpe chok for Clara, der mener, at mødre skal være stærke og handlekraftige. Det får Claras verden til at bryde sammen.”

For at Clara kan lære forstå, hvad der sker med hende, kører hendes mor hende ud til sin søster, tante Isa, som Clara aldrig har mødt. ”Det viser sig nemlig, at tante Isa også er vildheks, og at hun er den eneste, der kan støtte Clara og hjælpe hende til at forstå hendes evner,” fortæller Kaaberbøl.

I filmen spilles rollen som Clara af filmdebutanten Gerda Lie Kaas, mens rollen som moster Isa er lagt i hænderne på Sonia Richter, der må lære Clara, hvad det vil sige at være vildheks: ”Vi passer på den vilde verden, de vilde planter, de vilde dyr, vi er den vilde naturs vogtere,” kan man høre hende forklare i traileren til filmen. Selv lægger Kaaberbøl også stor vægt på vildheksenes forhold til naturen: 

”Der er en giv og tag-udveksling i hele vildheksmytologien, og det er vildheksens lov nummer et, at man aldrig må tage mere, end man giver. Der skal være en udveksling i det, for ellers kunne vildheksene jo bare kalde på et dyr, slå det ihjel og spise det, og det var der ingen, der ville synes var sjovt. Det ville også være ret kedeligt ud fra et litterært synspunkt.”

Fra bog til film

Det er ikke første gang, en af Kaaberbøls romaner omsættes til manuskriptform. Også Skammerens Datter er filmatiseret, og både den og historien om Vildheks har tidligere været opsat som teaterstykker. Kaaberbøl har dog aldrig haft nogen skrupler ved at overlade sine historier i andres hænder:

”Det er lidt ligesom, hvis man har fået en ny bold; man kan godt sidde med den i favnen og sige ”min, min, min”, men det bliver altså lidt sjovere, hvis man slipper den og lader andre sparke til den. Sådan er det også med en bog, andre skal have lov til at drible med den og finde ud af, om de kan score,” smiler hun.

Filmatiseringen af Vildheks er skabt af instruktør Kaspar Munk, og Lene Kaaberbøl har nydt arbejdet med filmen, hvor hun bl.a. har hjulpet med gennemlæsning og noter til manuskriptet.  Under optagelserne var hun også inviteret forbi settet, og det var en fantastisk oplevelse:

”De var nødt til at bygge moster Isas hus op fra bunden, så da jeg kom derned, stod det der og var fuld af ting, som en vildheks skal bruge. Det var fuldstændig fantastisk, og de havde sådan set ikke behøvet bestille et hotelværelse til mig, jeg ville være helt tilfreds med at sove hos moster Isa!”

På settet er der også blevet arbejdet intenst med flere forskellige dyr, bl.a. med moster Isas ugle Tutu, og med den sorte kat Kat, der er en af historiens helt centrale karakterer:

”Det er meningen, at man i starten skal være usikker på, om Kat er god eller ond, på hvis side den hører til. Den ville selv trække på skuldrene af det med god eller ond og sige, at det forstod den ikke.  Men om den er en ven eller en fjende, det ville den kunne forstå, og der ville den sige, at den er en ven.”

”I starten er det skræmmende for Clara. Hun har mareridt om katten, og det er, som om den taler til hende og siger ”min, du er min” i hendes hoved, det er ret creepy og uhyggeligt, men det viser sig, at Kat i virkeligheden er Claras vildven, der kan tale til hende og hjælpe hende,” forklarer Kaaberbøl og uddyber:

”En vildven er et dyr, som man har en særlig forbindelse med. Det er ikke bare et dyr, der kan hjælpe en og løse ens matematikopgaver for en, og det er heller ikke bare et dyr, man ligner, for hvis man ligner hinanden for meget, kan man ikke lære noget af hinanden. En vildven er et dyr, der har nogle styrker og nogle svagheder, som vildheksen kan lære noget af. Faktisk kalder Claras mor hende for ”lille mus”, og er alt for overbeskyttende, og hvis man skal lære ikke at være en lille mus, er det nok meget godt at have en kat som læremester.”

Til spørgsmålet om, hvilken vildven hun tror, hun selv ville have, tøver hun:

”Åh, det ved jeg ikke, måske en ugle?” spørger hun smilende, inden hun rejser sig og går ud til den lange kø af ventende læsere.

Foto: Lydia Bourne