Tema / Islandske krimier, der overrasker og tryllebinder

Der er noget helt specielt med islandske krimier. Den barske, men smukke natur er den perfekte ramme for mørke forbrydelser i små fortættede samfund, hvor alle kender hinanden.

Trilogien om Hulda Hermannsdottir

Jeg læste ”Mørket” af Ragnar Jónasson, da den udkom på svensk i 2018, og jeg kan uden at afsløre for meget fortælle, at den har en overraskende slutning. Så overraskende, at jeg faktisk ikke ville læse de to andre i serien.

Men det gjorde jeg selvfølgelig alligevel, og det er noget af det bedste, jeg har læst længe. Forfatteren fortjener al den ros, han har fået! Det er en trilogi, der er fortalt i omvendt kronologisk rækkefølge. “Mørket” er den første bog i serien, og her møder vi den ældre Hulda Hermannsdottir fra Reykjavik Politi, som skal løse sin sidste sag, inden hun (ufrivilligt) går på pension. I de næste bind bevæger vi os baglæns gennem hendes liv og politikarriere - og det er ikke et nemt liv. 

 

På baggrund af denne uhyggeligt gode trilogi – har jeg, her på grænsen til et varmere forår, fundet et par andre krimier fra det kolde nord, hvor der i hvert fald i litteraturens verden sker mange grusomheder og bestialske mord. Den barske islandske natur kan jo også slå hvem som helst ihjel. I virkeligheden er Island dog et meget fredeligt land med en nærmest ikkeeksisterende voldskriminalitet, men fantasien kender jo ingen grænser heldigvis. 

Iskolde gys og dyster socialrealisme 

Arnaldur Indriðason er en af Islands førende krimiforfattere og har bl.a. skrevet ni bøger om den alvorlige og lidt livstrætte kriminalbetjent Erlendur Sveinsson og hans kolleger Sigurdur Oli og Elinborg. Indriðason kalder sine bøger for socialrealistiske krimier, fordi de ikke blot handler om at løse kriminalgåder, men også behandler samfundsmæssige problemstillinger.

De handler også meget om Erlundur og hans historie. I de seneste to bind, ”Mørke strømme” og ”Faldet”, har Erlundur været fraværende, og hans kolleger har opklaret forbrydelser. I bind ni, ”Ukendte kyster”, får vi en forklaring på hvorfor. Her vender han tilbage til sine rødder for at forske lidt i sin egen historie og for at få svar på gåderne i hans liv - og han (og vi, som læsere) får svar!

Opsigtsvækkende trilogi

"Fælden", skrevet af Lilja Sigurdardóttir, er den første del i endnu en trilogi. Den udspiller sig i 2010 i kølvandet på Islands økonomiske krise og handler kort fortalt om en sej kvinde, Sonja, der kæmper for at få sin familie til at hænge sammen. Hun er nemlig fanget i den værst tænkelige fælde. Bogen vakte stor opmærksomhed, da den kom. Bind to og tre i serien kan også lånes her på eReolen og kan virkelig anbefales! Trilogien er solgt til filmatisering. 

Prisbelønnede krimier

Yrsa Sigurðardóttir har vundet flere priser for sine bøger. Læs fx ”DNA”, som er den første i krimiserien om kriminalassistent Huldar og børnepsykologen Freyja, som sammen opklarer makabre mord. Eller serien om den unge advokat Thóra Gudmundsdóttir, som starter med ”Det tredje tegn”. Her hjælper Thóra med opklaringen af et mord på en tysk udvekslingsstudent, der bliver fundet i et skab på Historisk Institut på universitetet i Reykjavik, "dekoreret" med sære heksesymboler.