Tema / "Jeg ser mig selv som realist" - Interview med Sjón

I mit job må jeg indimellem knibe mig i armen for at være sikker på, at fantasien ikke er løbet af med mig. Sådan havde jeg det for nogle uger siden, da jeg tog plads i en sofa i lobbyen på Hotel Royal i Aarhus sammen med mit store idol, den islandske forfatter Sjón.

Sigurjón Birgir Sigurðsson (f. 1962), som han hedder, taler i lange, fabulerende sætninger og giver sig god tid til at finde de rette ord, mens han ser indgående på mig, som for at sikre sig, at jeg stadig er med. Sjón er i Aarhus i forbindelse med festivalen LiteratureXchange, hvor han blandt andet læste op af sin nyeste roman Codex 1962 ved åbningsceremonien. Jeg indrømmer modstræbende, at jeg endnu ikke har læst den, og han beroliger mig med, at det har han skam heller ikke selv, den er jo meget lang!

”Jeg kommer nok aldrig til at læse den fra ende til anden,” griner Sjón, der debuterede som digter, men hvis seneste romaner er ganske korte. Den nyeste er dog over 500 sider lang.

”Min undskyldning er, at det jo er tre bøger i én, skrevet over mange år. Generelt foretrækker jeg det korte format. Jeg kan godt lide at arbejde med store emner i en koncentreret form. Det hjælper mig med at beskrive et menneskes situation i et kompliceret samfund eller en historisk periode.”

Besynderligt forfatterskab

Sjón forklarer, at han i stedet for at skrive lange beskrivelser, i stedet lader dem optræde som skygger, der repræsenterer de vigtige elementer i karakterens liv uden at stjæle fokus.

”Det er den æstetiske grund til at skrive kort,” siger Sjón og smiler.

”Men det kan også være, jeg bare er doven. Jeg ved det ikke.”

I Danmark er Sjóns forfatterskab ofte blevet beskrevet som besynderligt og helt uligt noget andet.

Jeg spørger ham, om denne besynderlighed er kulturelt betinget. Har læserne fra hans hjemland mon et forspring i forhold til at fange de mange henvisninger til mytologien og folkesagnene, som dukker op overalt i forfatterskabet?

”Mit forfatterskab er helt sikkert ikke helt så underligt for islændinge, som det er for andre. Jeg arbejder med tendenser fra islandsk litteratur og historie, som mange islandske læsere kender til, men samtidig vil jeg mene, at jeg har fundet min helt egen måde at bruge den islandske tradition på i mit arbejde.”

Virkelighedens mange lag

Første gang jeg blev fortryllet af Sjóns særlige stil, var da jeg læste hans lille roman Skygge-Baldur, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2005.

De bærende elementer i Skygge-Baldur har Sjón fundet i sande beretninger, men samtidig foregår er de mystiske forvandlinger ude i vildmarken, hvor præsten Baldur Skyggeson er på rævejagt, meget sjónske. Bogen er skrevet i et let, lyrisk sprog og er inspireret af den islandske fortælletradition.

”I de islandske sagaer arbejder man altid med forskellige virkelighedslag. Man forlader aldrig virkeligheden, men bevæger sig mellem de forskellige lag. Ét lag er menneskenes virkelighed med hverdagsproblemer, uenigheder, kærlighedsaffærer og så videre. Et andet lag er historien om det samfund, karaktererne lever i. Og så er der drømmene, som i sagaerne ofte er profetiske. Det sidste lag kan man kalde det poetiske lag med billedsprog og metaforer. Sagakaraktererne skriver smuk poesi – især lige før, de skal dø,” fortæller Sjón.

For Sjón er bevægelsen mellem de forskellige virkelighedslag det, litteraturen drejer sig om. Det er disse overgange, han holder af at lege med. For når man åbner dørene mellem hverdagen, drømmene og poesien flyder det hele sammen og alt er muligt. ”Det er også sjovere for læserne,” siger han.

Videnskabsmanden og digteren

I Sjóns romaner, ligesom i de islandske sagaer, er den magiske virkelighed med sine forvandlinger og metamorfoser altid til stede, men oftest får den følgeskab af videnskaben. Hos mange forfattere er videnskabsmanden den onde kyniker, men hos Sjón er han nærmere forfatterens kollega, der undersøger verden med samme nysgerrighed som han selv.

”Jeg synes ikke, videnskaben kan stilles op som modsætning til den poetiske fantasi. For mig er videnskaben en naturlig del af fortællekunsten,” forklarer Sjón.

 Da jeg spørger, om han selv oplever verden og naturen som et magisk sted, svarer han uden at tøve: ”Jeg ser verden som et sted, hvor fantastiske fortællinger kan udspille sig, ja.”

Et hav af historier

Det er da også dette verdenssyn, man møder i Sjóns romaner.

Læseren får hele tiden serveret små bidder og brudstykker af verdenslitteraturen, nydeligt flettet ind i forfatterens eget univers. Han øser generøst af både nordiske sagn og græske myter, religiøse skrifter og referencer til både små og store værker.

Men hvorfor egentlig alle disse lån?

”De kommer bare til mig og stiller sig til rådighed. Det er meget naturligt for mig at lave disse forbindelser til andet, jeg har læst. Så når jeg skriver på en historie, begynder den automatisk at skabe ekkoer i de litterære og mytologiske rum, og det hele samler sig nærmest af sig selv,” forklarer Sjón.

”Det er min måde, at beskrive vores virkelighed på. Jeg ser mig selv som realist. Litteraturen tilhører os alle, den er vores arv fra fortiden, og den findes for, at vi kan nyde og ære den ved at gøre brug af den og gøre den til en del af vores egen historie. Og jeg føler virkelig, at jeg svømmer i et hav af historier.”

Har du lyst til at læse nogle af Sjóns korte men koncentrerede romaner, kan du finde de fleste af dem på eReolen. Hans nyeste roman, trilogien Codex 1962, kan ikke lånes på eReolen i sin helhed endnu, men du kan jo starte med første bind, Dine øjne så mig. Så er den heller ikke så uoverskueligt lang.