Tema / Jesper Stein modtager Læsernes bogpris 2021
Vinderen af Læsernes Bogpris 2021 er Jesper Stein med den selvbiografiske roman "Rampen".
Med romanen bevæger Jesper Stein sig over i den autofiktive genre. Tidligere brugte temaer som alkoholisme og kuldsejlet familieliv er her sat ind i rammerne af forfatterens eget liv og egen opvækst. "Rampen er en hudløst ærlig fortælling om familiens opløsning. Han ser tilbage på sine forældres opslidende og uværdige skilsmisse og forsøger at forstå dem og sig selv, mens han ser sine egne dæmoner i form af et periodisk og massivt alkoholmisbrug i øjnene.
Krimiserien om Axel Steen
Tidligere har bydelen Nørrebro været udgangspunkt for Jesper Steins krimiserie om den hårdkogte og kompromisløse vicepolitikommissær Axel Steen. Opklaringsarbejdet, jagten på forbryderne og et kaotisk privatliv fortælles i en realistisk, rå og til tider poetisk tone, som forfatteren selv kalder ’2200 Noir’.
Jesper Stein har en baggrund som rets- og kriminalreporter, madanmelder og kulturjournalist med litteratur som stofområde.