Tema / Johannes V. Jensen - Myternes landskab og den kosmiske jord
Johannes V. Jensens forfatterskab er utænkeligt uden den moderne splittelseserfaring, men samtidig er det tidløst og synes at udsige eviggyldige sandheder.
Myternes landskab og den kosmiske jord
Johannes V. Jensen (1873-1950) var om noget et barn af det 20. århundrede og den modernitet, der for alvor slog igennem i hans levetid, hvor den faste verdensopfattelse blev sat under pres og det moderne individ blev splittet i atomer. Fra at være forankret i et fast samfund med religiøse normer blev tendensen, at man i højere grad satte mennesket selv i centrum. To af de vigtigste æstetiske strømninger i overgangen fra det 19. til det 20. århundrede, vitalismen og dekadencen, vidner på hver deres måde om dette skift i verdensopfattelse med henholdsvis et positivt og negativt fortegn. Vitalismen dyrker således forestillingen om det sunde og muskuløse individ, naturbarnet i intuitiv pagt med sine omgivelser, mens dekadencen vender blikket indad og finder en nervøst flimrende sensibilitet, hvor krop og intellekt skilles ad i en livstræt rus og higen efter sanseindtryk.