
Tema / Kampklar: 4 kvinder med noget på hjerte
I anledning af kvindernes internationale kampdag den 8. marts har vi kigget nærmere på fire prominente, danske kvinder, som alle er eller var kampklare forkæmpere for kvinders rettigheder. Det kan efterhånden være svært at navigere i de mange køns- og ligestillingsdebatter, som florerer på alle niveauer af vores samfund. Men hvis du tør kaste dig over de kloge ord fra kvinderne herunder, så bliver du uden tvivl klogere på kvinder – både på kroppen og deres historie.
Nynne Koch: Pioneren
I 1970’erne var Rødstrømpebevægelsen i fuld flor, og i 1976 blev loven om ligeløn vedtaget. I samme årti arbejdede forfatter og debattør Nynne Koch ihærdigt i kvindesagens tjeneste, og i 1979 stiftede hun KVINFO – et videns- og forskningscenter, der oplyser om køn, ligestilling og mangfoldighed. Nynne Koch var en arbejdssom forsker og en pioner i sin tid. Vil man have indblik i de tanker, der opstod i tiden omkring Rødstrømpebevægelsen, så skal man læse Nynne Kochs bøger. Bogen Linjen og Cirklen er et godt sted at starte – den indeholder otte af hendes vigtigste artikler fra 1978-1988
Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang Kristensen: Tabubryderne
Kvindekroppen har igennem tiden været underlagt en hel del tabuer og fordomme. Èt af de emner, der i den grad har været omgærdet af mystik, tabu og myter, er kvinders menstruation. Det tabu har Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang Kristensen forsøgt at gøre op med. I bogen Gennemblødt kigger de nærmere på det sagnomspundne blod, og de undersøger f.eks. hvad det vil sige at være fribløder, og hvorfor reklamer for trusseindlæg i årevis har vist blå vand i stedet for rødt blod.
Birgitte Possing: Historikeren
I 2018 udkom bogen Argumenter imod kvinder af historiker og professor Birgitte Possing. Den blev hurtigt en bestseller herhjemme – måske fordi den udkom i kølvandet af Mee too-bevægelsen, måske fordi vi havde brug for et nutidigt blik på århundredes kvindekamp og ligestillingsdiskussioner. Uanset, så er bogen både lærerig, underholdende og relevant for alle, der søger et skarpsindigt og historisk blik på kvinderollen igennem tiden.
God kampdag og god læselyst!