Tema / Karin anbefaler

Hver dag i december åbner vi en låge i eReolens julekalender, og bag hver låge finder du en boganbefaling til de lange vinteraftener fra eReolens redaktion. I dag, den 16. december, er det mig, Karin, der står for anbefalingen.

 

Dobbelte ruder af Halldóra Thoroddsen

Det er efterhånden sjældent, at jeg finder tid til at læse en bog ’selv’, da lydbøger passer bedre ind i min hverdag i en småbørnsfamilie. Men jeg har en forkærlighed for islandske forfattere og Halldóra Thoroddsens debutroman ’Dobbelte ruder’ (som ikke er udgivet som lydbog) havde fanget min opmærksomhed. Jeg måtte læse den – og jeg blev ikke skuffet.

 

Livets sidste kapitel

’Dobbelte ruder’ er en lille roman, der med et smukt og flydende lyrisk sprog fastholder læseren og gør hovedpersonens hverdagsbetragtninger nærværende og vedkommende. Melankoli, savn, glæde og sorg er nogle af de følelser, der ramte mig, da jeg læste bogen. Thoroddsen formår gennem hovedpersonens refleksioner at give et meget rammende indblik i alderdommen og livets sidste kapitel.

 

Stilfærdig melankoli

Bogen trækker sin læser med ind i et stille univers, hvor en navnløs hovedperson (en ældre dame), betragter hverdagen og livet, som udspiller sig omkring hende. Da hun igen møder kærligheden, affødes nye refleksioner og tanker om fremtiden.

 

’Dobbelte ruder’ er ikke en hæsblæsende roman fyldt med aktion – tværtimod. Romanen spiller hele vejen igennem på en stilfærdig melankoli, men efterlader mig til trods tilbage med en livsbekræftende og smuk fortælling om livets faser og mange facetter – og om døden, som er vores alles uundgåelige følgesvend.

Halldóra Thoroddsen ’Dobbelte ruder’ er velfortjent også præmieret med EU's Litteraturpris og Islandske Kvinders Litteraturpris.

 

Jeg ønsker dig en god jul.

/Karin