
Tema / Kom med på vilde sportsrejser
Det er et underligt år, hvor VM i herrefodbold bliver afholdt og sendt i fjernsynet side om side med julekalenderne i december. Derudover fylder debatten om afholdelsen i Qatar meget i mediebilledet. Sager om korruption, død og manglende menneskerettigheder synes overskyggende for selve verdensmesterskabet. Udover at fodbold er en dominerende sport i mediedækningen, bugner litteraturen også med sportsbiografier om fodboldspillere og trænere. Jeg har altid været betaget af store sportspræstationer, og derfor er de følgende to anbefalinger også i høj grad præget af min egen beundring af den menneskelige formåen og ikke mindst viljestyrke.
Fighteren
Man kommer helt tæt på en meget ærlig Lotte Friis i den her beretning. Hun fortæller om hendes vej mod verdensmesterskabet og OL-medaljen på langbane i svømning, og undervejs er hun meget personlig i sin måde at forklare, hvad der har drevet hende til så store og fysisk hårde bedrifter. Hun kan forklare det med ét ord: fightermentalitet, og det er virkelig interessant at høre, hvad hun lægger i det ord.
Jeg er Zlatan Ibrahimović : min historie
Den her biografi omkranser virkelig hele Zlatan. Helt åbenhjertigt fortæller han både om kærligheden til sine børn og sin partner, og om hvordan hans professionelle karriere tæller mange succeshistorier i flere af elitefodboldens klubber. Jeg synes, at noget, af det rigtig fine ved den her biografi, er hans skifte mellem private beretninger og succesen i rampelyset. På den måde får man fornemmelsen af at få det hele menneske med, og så er han virkelig bare et imponerende menneske med et imponerende talent.
Udover de her anbefalinger har jeg listet en række selvbiografier af primært danske sportsprofiler, som jeg også mener, er værd at kaste øjne på, selvom deres sport ikke nødvendigvis nyder lige så stor bevågenhed, som fodbold har det med at gøre.
Rigitig god læse-/lyttelyst!
/Julie