Bøger på engelsk om krig

Tema / Krigens stemmer - bøger på eReolen Global

Krige har store menneskelige omkostninger, og i medierne ser vi dramatiske og hjerteskærende reportager fra verdens brændpunkter. Men vi møder sjældent krigenes ofre og hører dem fortælle deres historier. Bøgerne her giver stemmer til både soldater og civilbefolkning, så de kan fortælle deres historier og gøre fjerne konflikter nærværende med alle deres aspekter af rædsler, frygt og mod. 

Soldaternes krigstraumer 

Mange soldater vender hjem med ar på sjæl og krop. 'Shooting Ghosts. A U.S. Marine, a Combat Photographer, and Their Journey Back from War' er en virkelig fortælling om venskabet mellem en marinesoldat og en krigsfotograf, der efter mange år i krigszoner begge har fået krigstraumer. De møder hinanden i Afghanistan, hvor soldaten bliver såret af Taliban. Et venskab opstår, og de hjælper hinanden de efterfølgende år med at bearbejde posttraumatisk stress og følelsen af skyld - kunne de have gjort mere for krigens ofre?  

Kvinderne og krigens brutalitet 

Den prisbelønnede britiske krigskorrespondent Christina Lamb giver i ‘Our Bodies. Their Battlefield. What War Does to Women’ et brutalt indblik i en virkelighed, som mange kvinder lever i under væbnede konflikter. Ofte er seksuel vold og brug af voldtægter et våben for at undertrykke befolkningen og foretage etniske udrensninger. Lamb har arbejdet i krigszoner verden over i over 30 år, hun ser konflikterne fra kvindernes vinkel og giver dem stemmer, så de kan fortæller deres historier.  

Civilbefolkning mister håb og ytringsfrihed

Borgerkrige og totalitære regimer opløser befolkningens drømme og håb for fremtiden, hvilket romanen 'Death is Hard Work' af den syriske forfatter Khaled Khalifa giver et sjældent indblik i. Tre voksne børn rejser i en minibus igennem det borgerkrigshærgede Syrien med farens lig i lasten for at begrave ham i hans fødeby. Som på et roadtrip kører de gennem ødelagte byer, checkpoints og områder styret af Islamisk Stat. På rejsen deler de fremmedgjorte søskende minder og tabte drømme med hinanden, mens de bliver mere og mere desillusionerede. 

 

Lone U./ Vejle Bibliotekerne