Tema / Kulinarisk feel-good

Sommer og feel-good romaner, specielt dem, der handler om mad, er en rigtig god kombination. Her er derfor nogle vidunderlige romaner fyldt med kærlighed, humor, nye begyndelser - og masser af god mad, slik og kager.

Svensk feel-good

Emma Hamberg skriver feel-good romaner med hjerte, humor og en stor kærlighed til mad. I Je m'appelle Agneta lever den 49-årige Agneta et kedeligt liv. Hendes eneste hemmelige fornøjelse er at ligge i sengen, drikke vin i smug og se tv-serier, hvor folk renoverer franske gårde. Men hendes liv ændres, da hun læser en spøjs jobannonce i avisen. Nogle dage senere befinder Agneta sig, til sin egen og alle andres overraskelse, på et mennesketomt torv i lille Saint Carelle i Provence. Hvor ingenting er som i annoncen. Nu begynder eventyret for alvor, om Agneta vil det eller ej. Og meget af eventyret handler om madlavning, god fransk mad!

 

Læs også Emma Hambergs serie om Tessan, som flytter til den lille by Rosengädda og opdager at hendes store passion er madlavning. Det er svensk idyl, når det er bedst, og det er perfekt sommerlæsning!

 

Christoffer Holst har skrevet en masse hyggelige krimier, men Solskin og parmesan handler om mad, venskab og kærlighed. Hver især glæder en gruppe fremmede sig til en uges madlavningskursus i Italien, men alt går galt. Turen til Toscana bliver aflyst, og de kan vælge at tage med til et lille pensionat i Öregrund og holde kurset der. Heldigvis viser den svenske sommer sig fra sin pæneste side. Den glemte kogebog af samme forfatter handler om familiehemmeligheder, velsmagende opskrifter og nye chancer.

Spis, bed, elsk og fransk ost

Spis, bed, elsk er en varm og underholdende rejseskildring, hvor forfatteren både genfinder sig selv og evnen til at glædes ved livet. Turen går til Italien, hvor hun spiser sig glad i pizza og pasta, til Indien med meditation og sund vegetarmad og til Bali, hvor hun møder kærligheden.

 

Victoria Brownlees bøger om Ella er dejlig læsning, som giver dig udlængsel. I Paris. Kærlighed. Ost tager Ella til Paris for at finde sig selv, men ender med at finde meget mere. Hun forelsker sig ikke blot i byen og sin frihed, men også i to mænd og ikke mindst i fransk ost. I Brioche i ovnen har Ella har endelig alt, hvad hun kunne drømme om, indtil hun opdager, at hun er blevet gravid, og alt ændrer sig. Da kæresten insisterer på, at de skal flytte på landet og købe en gedefarm, går Ella modvilligt med til at give det en chance. Men livet bliver ikke så idyllisk, som de havde håbet.

Jenny Colgan, som at spise en sød karamel, på den gode måde

OG så kan man ikke komme udenom Jenny Colgans bøger i en liste, som den her. Jenny Colgan skriver søde og charmerende historier om, at turde vælge et helt nyt liv, når man er kørt fast i det man har. At turde satse på det man elsker - fx at bage eller lave mad. I Det lille bageri på Strandpromenaden flytter Polly til en gudsforladt tidevandsø i det sydvestlige hjørne af England. Her slår hun sig ned og i et forsøg på at glemme sine sorger, kaster hun sig over sin yndlingshobby: at bage. I Rosie Hopkins' søde drømme tager Rosie til Scotland for at arbejde i sin grandtante Lilians slikbutik og i Velkommen til Floras sommerkøkken falder Flora over en notesbog fuld af opskrifter, som har tilhørt hendes mor. Lige så stille får hun øjnene op for sin egen kærlighed til madlavning.

 

Det kan godt være, at det er sukkersødt og forudsigeligt, men jeg lover at du bliver i godt humør af at læse Jenny Colgans bøger!

 

Du finder flere bøger i samme hyggelige genre herunder.

 

Rigtig god sommer!

/Kajsa