Tema / Kvindestemmer
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har bedt ti litteraturinteresserede, kendte danskere om at udvælge et værk af en kvindelig dansk forfatter til bogklubben, som kan læses og diskuteres på gymnasierne. Ministeren vil derudover besøge et gymnasium for at deltage i en fælles diskussion af et af værkerne og opfordrer samtidig alle gymnasier landet over til at læse med på "Læselystdagen" den 25. november 2024.
I dag er der 14 kanonforfattere, som det er obligatorisk for gymnasieelever at stifte bekendtskab med, og heraf er kun én kvinde, Karen Blixen. Bogklubben skal være med til at skabe fokus på dansk litteratur skrevet af kvinder forud for en opdatering af danskfagets litteraturkanon på de gymnasiale uddannelser.
Følgende titler er udvalgt til bogklubben, og du kan låne de fleste titler på eReolen:
- Musiker og rapper Benjamin Hav anbefaler Pow Pow Pow af Christina Hagen
- Historiker og forfatter Gry Jexen anbefaler Marble af Amalie Smith
- Forbrugerekspert Anne Glad anbefaler Grundtvig er død af Laura Ringo
- Sanger Asger Nordtorp Pedersen (Guldimund) anbefaler Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson
- Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt anbefaler Den erotiske hamster af Thit Jensen
- Litteraturkritiker og anmelder Nazila Kivi anbefaler Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt
- Filminstruktør Anna Emma Haudal anbefaler Animal af Alexandra Moltke Johansen
- Filminstruktør Jonas Risvig anbefaler Milo og Molly er ikke kærester af Tone Ottilie
- Forfatter Caspar Eric anbefaler Alfabet af Inger Christensen
- Radio- og podcastvært Line Kirsten Nikolajsen anbefaler Samlede digte af Tove Ditlevsen
- Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye anbefaler Rødby-Puttgarden af Helle Helle