Tema / Læs bøgerne bag årets filmatiseringer

Er du typen, der gerne vil være på forkant og læse bøgerne, før filmen eller serien rulles ud på det store lærred? I år er der rigtig mange bøger, der bliver filmatiseret eller kommer som serier - både klassiske værker og nyere romaner. Vi har lavet et overblik, så du ikke misser en god læseoplevelse, inden du pludselig befinder dig med hænderne fulde af popcorn og cola.

 

Og faktisk er vi allerede håbløst bagefter med overblikket. I januar lancerede HBO en serie over Stephen Kings spændingsroman "Outsideren", ligesom Jenny Hans romantiske "P.S. Jeg elsker dig stadig" udkom på Netflix midt i februar. Også familiefilmen "The call of the wild" baseret på Jack Londons "Når naturen kalder" havde premiere i sidste uge - så på med læsebrillerne eller hørebøfferne, hvis du vil med på vognen!

 

Den usynlige mand - Gyserklassiker i ny form

I denne uge har genfilmatiseringen af H. G. Wells klassiske roman fra 1897 "The Invisible Man" premiere i danske biografer. Bogen blev første gang filmatiseret i 1933, mens man i den nye gyserfilmatisering følger kvinden Cecilia, hvis voldelige ekskæreste tager sit eget liv. Men kort efter sker der en række angiveligt tilfældige, men dødelige sammentræf, og Cecilia skal bevise, at hun er forfulgt af noget, ingen kan se. Andre af H.G. Wells' historier er også tidligere blevet filmatiseret ad flere omgange, bl.a. Klodernes kamp.

 

Som stjerner på himlen - Til YA-romantikeren

Ligeledes er der i ugens løb godt nyt til YA-fans med Netflix' filmatisering af Jennifer Nivens "Som stjerner på himlen". Bogen er en hjerteskærende, rå og ærlig kærlighedshistorie om to unge, der finder hinanden, mens de begge balancerer på kanten og længes væk fra livet. Et tilfældig møde i toppen af skolens klokketårn – med udsigt til seks etagers frit fald - bliver starten på et umage venskab og et rodet roadtrip.

 

Emma - Gensyn med en klassiker

Flere af Jane Austens romaner har været genstand for filmproduktioner, og "Emma" fra 1815 er ingen undtagelse, bl.a. med kultklassikeren Clueless. Men nu er det tid igen, for om en uge har dramaet premiere i danske biografer. For de stadigt ikke indviede handler romanen om den unge og rige Emma Woodhouse, der ser sig selv som byens store og skarpe Kirsten Giftekniv. Men hvis hun ikke passer på, kan hun let forspilde sine egne chancer.

 

Pigebørn - Feministisk ungdomsdrama

Om en måned har den den Oscar-nominerede "Little Women" dansk premiere - en gen-igen-filmatisering af Louisa May Alcotts klassiske roman "Pigebørn" - som i øvrigt er kendt som verdens første 'pigebog'. Historien følger fire meget forskellige søstre i tiden efter den amerikanske borgerkrig. Og da faderen er feltpræst under krigen, må de hjælpe moderen, samtidig med at de hver især er fast besluttede på at leve livet på deres egen måde. 

 

Undtagelsen - Dansk bestseller

Sidst i april har filmen "Undtagelsen" premiere, der er baseret på Christian Jungersens bestseller af samme navn. Da kollegerne Iben og Malene fra Dansk Center for Information om Folkedrab begge modtager dødstrusler, går det op for dem, at deres arbejde har bragt dem i livsfare. Den intense og nervepirrende thriller skildrer gennem de skiftende hovedpersoner, hvordan raffineret voksenmobning, intriger og ondskab kan udvikle sig til et uhyggeligt spil om liv og død.

 

Kvinden i vinduet - Krimi-drama

Midt i maj har krimidramaet "Kvinden i vinduet" dansk premiere baseret på A.J. Finns debut og bestsellerroman. Romanen handler om den kvindelige børnepsykolog Anna Fox, der lider af agorafobi og derfor aldrig forlader sit hjem i New York. For bare et år siden var hun gift og havde et godt job. Nu får hun dagene til at gå med at se gamle film, chatte på nettet, drikke vin og udspionere sine naboer. En dag overværer hun sin nabo blive stukket ned med en kniv og melder det til politiet. Men efterfølgende er det, som om intet er sket, og Annas lille, afgrænsede verden smuldrer langsomt, for hvad er sandheden? Var det bare noget, hun bildte sig ind?

 

Artemis Fowl - Populær fantasyserie

Sidst i maj får Eoin Colfers Artemis Fowl-serie - nu som Disney-filmproduktion - premiere i danske biografer. Bøgerne er et herligt mix af fantasy, sci-fi, feer og computerprogrammer. Artemis er en intelligent 12-årig dreng, og hans forældre er nogle slemme forbrydere. Da hans far forsvinder og mor får psykisk sammenbrud, bliver den unge dreng overladt til at overtage de kriminelle gerninger.

 

David Copperfield - Dickens får nyt liv

Til august får Charles Dickens populære klassiker fra 1850 "David Copperfield" en revitalisering med komedien "The Personal History of David Copperfield". Filmen er eftersigende en moderne opdatering af den klassiske roman, der betragtes som en slags selvbiografi, da Copperfields liv fra den barske barndom til ung mand, der forfølger sine drømme som forfatter, har mange ligheder med Dickens eget liv.

 

Døden på Nilen - Orientekspressens efterfølger

Til efteråret rammer efterfølgeren til succesen "Mordet i Orientekspressen" det store lærred med endnu en af Agatha Christies krimier, "Døden på Nilen". Den excentriske detektiv Hercule Poirot får afbrudt sin ferie, da en ung arving bliver fundet myrdet under en udflugtstur på Nilen.

 

Erna i krig - dansk krigsdrama

Også en dansk film vil rulle gennem landets biografer til efteråret - nemlig filmatiseringen af Erling Jepsens historiske krigsdrama "Erna i krig". Året er 1916, Første Verdenskrig raser, og da Tyskland mangler soldater og indkalder selv dansksindede sønderjyder, ser Erna ingen anden udvej end at tage sammen med sin enfoldige søn Kalle til fronten.

 

Og så er der et par stykker, som angiveligt kommer som film inden årets udgang, men som der endnu ikke er fastsat nogen dato for, hvornår de bliver tilgængelige i Danmark - bl.a. Celeste Ng's "Little fires everywhere" og en Netflix-filmatisering af Iain Raids "Jeg overvejer at gøre det forbi".

 

Så er der lidt at gå i gang med til de filmglade læsere, som helst vil tænde sin indre biograf, inden de gode historier rammer de store lærreder.

God fornøjelse!