Tema / Læs dig ind i 1920erne
Luk øjnene og drøm dig 100 år tilbage i tiden - du lander midt i de brølende 20ere. Økonomien buldrer frem, der bliver spillet jazz, tøjet er lækkert, og folk danser charleston hele natten. I al fald i USA.
Sandsynligheden taler for, at mange af de billeder, du ser for dig, stammer fra F. Scott Fitzgeralds klassiker "Den store Gatsby". Den roman, der første gang udkom i 1925, foregår lige præcis på Long Island i 1922, og den leverer alt det, vi forbinder med perioden. I en sådan grad, at den på mange måder er blevet synonym med den.
"Den store Gatsby" følger Nick Carraway, der bliver involveret med den mystiske millionær Jay Gatsby og trækkes ind i hans verden. Så der er penge og store følelser i spil. Men uanset hvor stor en klassiker, der er tale om, er det også et meget begrænet udsnit af verden, der beskrives.
Jeg har derfor sammensat en læseliste til 1920erne, der breder perspektivet ud - her er andre lag i det amerikanske samfund, men der er også helt andre steder i verden, fra Australien over Danmark til Sovjetunionen. Sammen tegner de et billede af et årti, som er alt det, vi forbinder med det, men også meget, meget mere.