Tema / Læselisten: Stine Askov anbefaler

Forfatter Stine Askovs romaner er ofte humoristiske, men med substans. De handler om storbymødre, katastrofetanker, underlige børn og klamme elskere. Men hvad mon der står på Stines læseliste?

 

Læs med og bliv inspireret.

På min læseliste: Huset uden ende

"På min læseliste har jeg Mathilde Walter Clarks Huset uden ende. Jeg købte den kort efter den var udkommet i marts, men jeg har gemt den til, der var god tid. Jeg har på fornemmelsen, at det er en bog, man kan blive klogere af, hvis man læser opmærksomt. Hvis der er en bog jeg særligt glæder mig til, gemmer jeg den til det rigtige tidspunkt, som nu i sommer, hvor jeg alligevel ikke skal længere væk, end ud på altanen."

En bog jeg har læst for nyligt: Hvor lyset er

"For nyligt har jeg læst Malene Ravns Hvor lyset er.  Det er en kærlighedshistorie fortalt helt uden svulstigheder. Vi følger kunstmaleren Carl Fischer fra han fødes i Vejle og gennem hans liv, hvor han møder sin kone og muse Ely. Han er på jagt efter anerkendelse og på jagt efter lyset. Det er en roman om, hvor svært det er ikke at gentage de svigt, man selv har oplevet i sin egen barndom. Det er en begavet bog."

En bog, der har inspireret mig: Velsignelser

"Jeg læste for flere år siden, mens jeg kørte i bil til Frankrig (altså min mand kørte bilen), Velsignelser af Caroline Albertine Minor. Det er noveller, og de er så utroligt godt skrevet. De beskæftiger sig med smerte og sorg i forskellige former. Jeg sad i den bil, det blev mere og mere mørkt og var så splittet: skulle jeg læse videre, eller kaste bogen fra mig for at skrive? Jeg tænker ind imellem stadig på den med en særlig følelse af slægtskab. At blive inspireret af en bog, er jo dejligt, men også frygteligt, for mig ligger det tæt op ad misundelse."

 

Stine Askovs anbefalinger er at finde herunder sammen med bøger fra hendes eget forfatterskab.