
Tema / Livsbekræftende lydbøger
De fem fortællinger herunder hylder livet for både dets mørke og lyse sider. De to sider følges ad, så selvom emnerne, der berøres i romanerne, kan være grumme, så anes der ofte også en skønhed og en tro på, at livet er værd at leve.
Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer
Jeg er vild med Dorrit Willumsen - grand old lady, but still going strong! I denne bog får Wendy nok. Nok af manden, nok af eBoks. Hun tager sit gode tøj, dvs. en ulvepels, hopper på toget og tager til kongens stad. Her kigger hun på butikker, læser bøger på biblioteket og finder en lejlighed, der er ved at blive istandsat, som hun kan bo i. Wendy er ikke særlig stor, hun kan faktisk sove i skunken. Dagene går, ulvepelsen bliver levende, en samtalepartner, og stille og roligt oprulles Wendys fortid - og så er der også en forbindelse mellem Wendy og ejeren af lejligheden. Jeg siger ikke mere, men bogen har min varmeste anbefaling.
Alberte Winding: Kastevind
Alberte Winding kender de fleste af os. Os med tilpas mange år på bagen som Luna fra Bamses Billedbog, men ellers som sangerinde og forfatter. Jeg har altid syntes, at hun har en sødme og naturlighed, som virker stærkt sympatisk. Alt har bestemt ikke været lutter lagkage for Alberte, der i denne erindringsbog på fineste vis med en lyrisk tone åbner op for den svære tid mellem barn og voksen. Moderen tager sit eget liv, da Alberte er ganske ung, og hun føler sig alene i sorgen, da faderen hurtigt er videre med en ny familie. I ensomheden skal hun også navigere i teenagerens univers med alt, hvad det indebærer af usikkerhed. Det fine ved denne roman er, at hændelserne ikke bliver fortalt eksplicit, men mere indirekte. Smuk, poetisk historie fyldt med kærlighed og sorg.
Thor Heyerdahl: Kon-Tiki ekspeditionen
En klassiker om den - vil nogen mene - dumdristige færd og de oplevelser, som den norske etnolog og zoolog Thor Heyerdahl (1914-2002) og hans fem mand store besætning oplever, da de i 1947 på ca. 100 dage sejlede over Stillehavet fra Peru til Polynesien på en balsatømmerflåde for at bevise, at befolkningen på Polynesien oprindelig var udvandret fra Sydamerika. Det, der gør den særligt egnet som lydbog, er de mange maleriske beskrivelser af livet på tømmerflåden, de dyr, de støder på, og sammenstødende, der uomværgeligt må opstå, når man er 'fanget' ude på åbent hav på en primitiv tømmerflåde. Lidt af en historie, og jeg følte, jeg var med ombord på en god og gyngende oplevelse.
Anne-Sophie Lunding Sørensen: Happy ending
Jeg er faldet totalt for Anne-Sophie Lunding Sørensens Happy-trilogi. Den er sjov, den er grum, den er samfundskritisk, den er det hele! Bogens hovedperson er noget af en antiheltinde - det er stærkt overvægtige Elvira, der bærer på en tung fortid. Hun er i evig jobprøvning og satser på en førtidspension, og til det formål har hun udvkiklet akvarieblikket, dvs. et blik stillet på uendelighed, så hun virker dum. Men Elvira er alt andet end dum.
Hun har en tvillingebror Sixten (Elvira og Sixten!), som er narkoman. De to er forbundet på en helt særlig måde, men han holder også Elvira tilbage med sit misbrug, så hun ikke får opnået sit fulde potentiale. For at det ikke skal være løgn, arbejder hun sort som telefondame på et bordel ejet af barndomsvennen, som er politibetjent. Romanen behandler tunge emner som omsorgssvigt, selvmord og problematiske forælder-relationer, men historien er fortalt med lune og humor, og jeg hepper på Elvira hele vejen.
Anne-Sophie Lunding Sørensen: Happy family
Elvira er i færd med at sætte egen geschæft op som husvært for prostituerede, hvilket jobcentret absolut ikke skal vide. Samtidig kræver alle omkring hende stadig meget af hende, hvilket godt kan være en smule stressende. Elvira bliver i denne roman også hovedpersonen for en kinesisk immigrant, der bliver misbrugt arbejdsmæssigt af skruppelløse bagmænd - hun tager simpelthen sagen i egen hånd og gør en forskel. Sproget er let og flydende - så siderne vender nærmest sig selv.
Jeg er vild med ironien i Happy-titlerne, for det er gudhjælpemig ofte op ad bakke, men jeg aner trods alt en lys fremtid for Elvira og vennerne.
OBS. Der er også en 3'er i Happy trilogien, den hedder Happy hour, og den kan du låne som e-bog.
Ane / Holbæk Bibliotekerne