Tema / Læselisten: Lotte Petri anbefaler

Forfatter Lotte Petri skriver krimier, der får nakkehårene til at rejse sig. Gys fylder en del i hendes forfatterskab, men hvilke bøger læser hun selv denne sommer?

 

Lotte Petri anbefaler her tre bøger til sommeren, som du også kan give dig i kast med.

På min læseliste: Kaninjægeren

"Jeg har sat Kaninjægeren på læselisten. Jeg er ret glad for forfatterparret Keplers krimier, og jeg har endnu ikke læst denne. Jeg var meget begejstret for Sandmanden og Hypnotisøren. Deres persongalleri er meget troværdigt og fængslende, og jeg kan godt lide deres sprog. Plottet er altid veldrejet, og bøgerne er svære at lægge fra sig."

En bog jeg har læst for nyligt: Stalkeren

"Jeg har lige læst Chris Carters Stalkeren. Han er eminent til at skabe uhygge i en sådan grad, at man lige tjekker efter under sengen, om der skulle ligge nogen! Jeg har taget mig selv i at se efter, om hoveddøren er låst og vinduerne haspede, da jeg læste Stalkeren. Jeg synes, han er en af de få, som formår at skildre den menneskelige ondskab på eminent vis. Man får nærmest uhyggen ind under huden."

En bog, der har inspireret mig: Slangen i Sidney

"Slangen i Sydney af Michael Larsen glemmer jeg aldrig. Den kan virkelig anbefales! Jeg mener, at han var en af de første forfattere herhjemme, som skrev en videnskabskrimi - noget som jo er blevet lidt af et hit sidenhen, og det er den genre, jeg ofte skriver i. Jeg kan godt lide at få både spænding og viden serveret på samme tid – det er en glimrende kombination!"

 

Find Lotte Petris anbefalinger og et udvalg af hendes egne bøger herunder.