Tema / Louisiana Literature - Mød årets forfattere

Louisianas litteratur festival "debuterede" i 2010 og siden er festivalen blevet en begivenhed, der samler over 40 internationale og danske forfattere og flere tusinde gæster i løbet af fire dage fra d. 17.-20. august.

Derfor har vi samlet nogle af de prisvindende forfatters bøger her. 

Du kan læse mere om årets festival og flere af forfatterne her: https://louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature/ 

Haruki Murakami

Den japanske forfatter Haruki Murakami fik sit internationale gennembrud med ’Norwegian Wood’ (1987) og har skrevet en lang række enestående romaner, der har tryllebundet læsere over hele verden. 

Hans debutnovelle ’Slowboat til Kina’ udkommer på dansk til maj, og til august udkommer novellesamlingen ’Mystiske fortællinger fra Tokyo’, begge i Mette Holms danske oversættelse.

Joyce Carol Oates

Siden sin debut i 1963 har Joyce Carol Oates skrevet mere end 60 romaner. Hun har vundet den amerikanske National Book Award og har været Pulitzer-finalist fem gange.

Senest har hun modtaget the Jerusalem Prize. Hendes hovedværk fra 2000 romanen ‘Blonde’, om Marilyn Monroes liv og død, blev aktuel igen i 2022, da Netflix producerede en film over romanen.

På dansk kom i 2022 monumentale roman ’Natten. Søvnen. Døden. Stjernerne.’, som ud over at være en både sjov og tragisk familiekrønike også er et kritisk øjebliksbillede på raceforhold og politibrutalitet i USA.⁠

Hernan Diaz

Diaz er født i Argentina, opvokset i Sverige og skriver på engelsk, og han har bl.a. Jorge Luis Borges som et af sine store forbilleder. Romanerne ’I det fjerne’ (2018) og ’Tillid’ (2022), har blæst anmeldere og læsere fra hele verden bagover.

“Jeg elsker at læse og håber på at skrive litteratur, der kan åbne verden op for sine læsere. Jeg håber ikke, jeg kommer til at skrive litteratur, der bare er en selfie af mig selv,” siger Diaz selv om sine romaner,

der foregår i hhv. den amerikanske ørken fuld af håb og drømme i 1800tallet og i et magtsygt miljø i 1920ernes upperclass New York.

Abdulrazak Gurnah

I 2021 modtog den tanzanianske forfatter Abdulrazak Gurnah Nobelrprisen i litteratur. ’

Paradis’ (2022) er en sansemættet, nådesløs fortælling om drengen Yusuf, der vokser op i Østafrika under kolonialiseringen og bliver solgt som gældsslave af sin egen far.

’Efterliv’ (2022) undersøger eftervirkningerne af den tyske kolonialisering af Tanzania. Romanen starter i 1907 med et oprør mod den tyske kolonimagt og skildrer nogle komplekse menneskeskæbner gennem flere generationer, mens tyskerne erstattes af et britisk styre.

Ali Smith

Skotske Ali Smith (f. 1962) er aktuel på dansk til juni med romanen ’Andre tider', der ifølge The Guardian er “som livet selv; rodet, underholdende, sørgelig, smuk og fuld af mystik.”

Smith har modtaget the Baileys Women’s Prize for Fiction, the Goldsmiths Prize og the Costa Novel of the Year Award.

Tessa Hadley

Britiske Tessa Hadley er, hvad man kunne kalde ”forfatternes forfatter”, for hendes bøger bliver beundret af mange af også Zadie Smith, Colm Tóibín og Anne Enright.

Om Hadleys seneste bog, ‘Free Love’ (2022), skrev Hilary Mantel, at det er ”en fortryllende roman, som er bedragerisk letlæst; under overfladen svømmer foruroligende og ældgamle spørgsmål om frihed og skæbne.”

Claire Keegan

Irske Claire Keegans stilfærdige og alligevel intense prosa skildrer komplekse almindelige liv, hvor mørket lurer under overfladen.

Her er ingen store plotdrevne dramaer, men alligevel formår Keegan at skabe ”en dybt bevægende og universel historie”, som The Washington Post skrev om hendes seneste roman ’Den slags små ting’ (2021).

Romanen på lidt over 100 sider fik fremragende anmeldelser og blev shortlistet til den prestigefyldte Booker-pris.

Ian McEwan

Ian McEwan er kendt for en kontrolleret og lavmælt skrivestil, som står i kontrast til de tilfældigheder, der i hans bøger ofte får afgørende betydning for de personer, han skildrer.

Han debuterede i 1975 med novellesamlingen ’First Love, Last Rites.’ Mange af hans bøger er blevet filmatiseret – fx romanen ’Soning’ (2001) – og han har bl.a. vundet Booker-prisen.

Auður Ava Ólafsdóttir

Islandske Auður Ava Ólafsdóttir har siden sin debutroman ’Upphækkuð jörð’ (1998) skrevet syv romaner, en digtsamling, skuespil og sangtekster til det islandske popband Milkywhale.

Hun er oversat til mere end 25 sprog og vundet en lang række litteraturpriser. I juni udkommer hendes nye roman ’Eden’ (2023) på dansk i Erik Skyum-Nielsens oversættelse.

Frída Ísberg

Frída Ísberg har udgivet romanen ‘Mærket’ (2021), novellesamlingen ‘Kløe’ (2018) samt digtsamlingerne Leðurjakkaveður (2019) og Slitförin (2017).

I ’Kløe’ skrev Ísberg poetisk, præcist og morsomt om vores samtid – om hverdagsliv, forventninger, generationskonflikter, parforhold, sex, skyld og meget mere. Der er en friskhed og autenticitet over hendes stemme, og ’Kløe’ blev også nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Wole Soyinka

Wole Soyinka, som fylder 89 år i juli, er en enestående larger-than-life personlighed, hvis liv har været fyldt med dramatiske begivenheder. F.eks. sad han i slutningen af 1960’erne isolationsfængslet i to år, fordi han havde forsøgt at få parterne i den nigerianske borgerkrig til at stoppe deres kampe.

Hos Soyinka går litteratur og aktivisme hånd i hånd, ikke mindst i sin seneste roman ‘Chronicles from the Land of the Happiest People on Earth’.

Eva Menasse

Med ’Dunkelblum’ indskriver Eva Menasse (1970) sig i en tradition af dystert-satiriske romaner om den østrigske fortid, som strækker sig fra Robert Musil frem mod f.eks. Thomas Bernhard og Elfriede Jelinek.

Skyld, erindring og tavshed er hovedtemaer i romanen, som bygger på en virkelig historie fra landsbyen Rechnitz tæt på den østrig-ungarske grænse.

Novellesamlingerne ’Dyr for viderekomne’ (2019) og ’Tilgivelige dødssynder’ (2021) er udkommet på dansk.⁠

 

Fotos:

Haruki Murakami, Foto: Office Murakami; Joyce Carol Oates, Foto: Dustin Cohen; Hernan Diaz, Foto: Pascal Peric; Abdulrazak Gurnah, Foto: Mark Pringle