Instrumenter

Tema / Lydbøger med indbygget musik

Lydbøger, ikke? Jeg elsker dem! Jeg har været med fra lydbogens spæde start. Jeg sad hjemme på mit meget gule værelse og lyttede til læs-og-lyt-bøger og bladrede, hver gang det sagde plinge-linge-liiing i min lille hvide båndoptager. Jeg har ikke sluppet dem siden, de lydbøger, og der er røget mange indenbords. Men der er nogle, som har udmærket sig. Det er dem med musik i, og nogle af dem vil jeg gerne dele med dig!

Fagbøgerne

Jeg har taget to fagbøger med. Den første er Det er et fucking eventyr! fortalt af Eske Willerslev. Det er et fucking eventyr! er produceret som lydfortælling, og i sin opbygning minder den meget om en virkelig velproduceret podcast, hvor fortællernes engagement og underlægningsmusikken sammen bringer fortællingens essens til nye højder. 

 

Den anden er Hippie. 1, Tre år og 74 dage der forandrede Danmark af Peter Øvig Knudsen. Tømrer-Claus og Peter Øvig Knudsen har sammen skabt et unikt værk, hvor historiefortælling og musik flyder sammen. Der er simpelthen komponeret musik til hele oplæsningen. Musikken giver dig den gave som læser, at du ikke blot forstår hippiebevægelsen med din hjerne, men også med dine følelser og krop.

Romanerne

Meter i sekundet af Stine Pilgaard - jeg byder på, at du har hørt om bogen? Men har du lyttet til lydbogsversionen? Hvis ikke, skal du unde dig selv den oplevelse, for her bliver de vidunderlige sange, som er en del af bogen, sunget for dig. Og det er bare en dejlig oplevelse.

 

I Stine Askovs hjertevarme roman Nøjsomheden, hvor vi følger Mona i hendes bestræbelser på at få fod på livet, kærligheden og litteraturen, er der i lydbogen lagt et lille stykke musik ind, hver gang man kommer til et nyt kapitel. Det varer ikke mange sekunder, men det er så velkomponeret, at det i hvert fald for mig rummede hele bogens feeling, og min lytte-læseoplevelse blev fortættet og meget stærk af det lille mellemspil.

Digtene

Digte er jo i virkeligheden ofte meget musikalske selv uden tilsat musik eller melodi. Alligevel vil jeg gerne fremhæve Beat af Høxbroe Umpff. Her kan du lytte til en digtoplæsning, der glider over i en mere spoken word-agtig oplevelse. Ordene glider sammen med den elektroniske musik ind i dit system og bliver ved med at rumstere derinde i lang tid, og oplæsningen bliver for mig igen et eksempel på, hvordan musikken kan lægge et ekstra lag på din lytte-læseoplevelse.

 

Jeg håber, at du har fået lyst til at dykke ned i nogle af lydbøgerne!

God lyttelyst fra Mai