Tema / Lydbøger, som nu kan lånes uden reservation

Gyldendal har netop gjort en lang række lydbøger tilgængelige - nu uden reservationskø. Her fremhæver Benedikte Markussen fra Gyldendal de syv bøger, som du bør kaste dig over først.

 

Jonathan Franzen: Korrektioner 

Korrektioner er Jonathan Franzen store gennembrudsroman – og måske stadig hans bedste. Det er den store amerikanske samtidsroman om familie, kærlighed og søskendeforhold, om gamle dyder og nye tider. Politiken skrev i sin anmeldelse: ”Sorgfuld, satirisk og sjov. Dybt bevægende, men fuldstændig usentimental. Denne store og sprogligt uhyre veloplagte amerikanske samtidsroman har det hele og lidt til.”

 

Han Kang: Vegetaren 

Vegetaren handler om de voldsomme konsekvenser det får for Yeung-hye da hun beslutter sig for at blive vegetar. Kødleden bliver til en spisevægring og ved at afvise kød (og sex) afviser kvinden meget mere i det kødspisende, kvælende og mandsdominerede Sydkorea. Han Kang fik Bookerprisen for Vegetaren.

 

Graham Swift: Helligdag

Jane Fairchild er stuepige og hovedpersonen i Helligdag – en engelsk romance, som udspiller sig den 30. marts 1924. Romancen begynder med et stævnemøde, og følges af begivenheder, der kommer til at præge Jane Fairchilds liv og fremtid. Romancen udspiller sig i et Downton Abbey-agtigt miljø, der prøver at finde fodfæste ovenpå 1. verdenskrigs rædsler: de døde sønner, de overlevendes mangel på mening, og de rystelser som krigen afføder i det engelske klassesamfund.  Temaerne er de klassiske britiske (som i Ian McEwans beslægtede Soning): krig, klasseskel og kærlighed.

 

Ta-Nehisi Coates: Mellem verden og mig 

Journalisten Ta-Nehisi Coates Mellem verden og mig er skrevet som brev til Coates teenagesøn. Det er en beretning om, hvordan det er at vokse op som sort i en virkelighed, der er overvejende hvid. Om hvordan det er athave en krop, der altid er udsat; udsat for risikoen for tilfældig vold, udsat for det fordømmende blik og udsat for en verden, hvor hvide mennesker dikterer dagsordenen.
Til læsere af Toni Morrison, Colson Whitehead og James Baldwin.

 

Edgar H. Schein: Hjælp 

Edgar H. Schein er en guru inden for erhvervskultur og organisationsudvikling, i Hjælp gør han opmærksom på, hvor ofte vi tilbyder og modtager hjælp både i vores arbejds- og privatliv. Der findes hjælp, som er nyttig, og hjælp, som ikke er det. Bogen belyser forskellen på de to.

Hjælp henvender sig til alle i rådgivnings- og konsulentbrancherne og til andre som beskæftiger sig professionelt med at hjælpe, men også til os som gerne vil blive klogere på at give hjælp på en måde, så det faktisk er en hjælp for den anden.

 

Therese Bohman: Den anden kvinde 
En ung kvinde møder en ældre mand, og de indleder et forhold til hinanden. Hun arbejder i køkkenet på et hospital, hvor han arbejder som overlæge. Den underlegne position, der ligger i at være ”den anden kvinde”, får hende til at tage drastiske valg. Samtidig bruger hun sine dage på at læse bøger, gå på forfatterskole og drømme om at blive forfatter.

Den anden kvinde er en roman om kærlighed og køn, klasse og magt, kvindeligt og mandligt. En kærlighed, der starter stor og stærk og brusende, fører frem til, hvad der synes som destruktive valg.

 

Vincent F. Hendricks og Claus Strue Frederiksen: Kæmp for kloden 

Det er godt at opføre sig ordentligt. Men det er mere effektivt, hvis man kan få andre til at gøre det samme. En måde, hvorpå virksomheder, forskningsinstitutioner og politikere for alvor kan gøre en forskel, er ved at lægge pres på andre. De tre aktører skal stå for at udvikle en kultur, hvor de konstant presser hinanden til at bidrage til opfyldelsen af de 17 verdensmål. Der skal både ske et internt pres, hvor f.eks. virksomheder presser hinanden, og et eksternt pres, hvor politikerne presser og selv bliver presset af virksomheder og forskningssamfund, der ligeledes lægger pres på de andre aktører.

Den fælles strategi er allerede lagt: FN’s 17 verdensmål er den perfekte plan at tage udgangspunkt i. Disse mål – vel at mærke alle 17 – skal være den fælles linse, aktørerne ser deres opgave igennem.