Tema / Lyt til engelske bøger mens du løber

Det giver et skønt afbræk i dagligdagen at lytte til lydbøger, synes jeg. De kan give et frirum og en pause fra travlheden. Uanset om du vandrer, løber eller løfter vægte kan en spændende historie være en ekstra motivation for at fortsætte lidt længere. Måske vil du ligefrem glæde dig til at træne igen for at fortsætte historien? Som en ekstra bonus kan du træne dit sprogøre, når du lytter til lydbøgerne på engelsk.

Jeg vil anbefale dig at låne og downloade de engelske lydbøger på din telefon med den brugervenlige app Libby

Lydbøger der får dig til at holde fokus: thrillers
Krimi og gys er perfekte genrer til at fastholde koncentrationen og hæve pulsen, uanset om det er på grund af historien eller din træning. Lyt f.eks. til de uhyggelige noveller i Strange Weather af Joe Hill, som er en af USA’s bedste gyserforfattere. Eller prøv IT af Stephen King som lydbog – det giver en ekstra dimension. Her kan du se flere thrillers på eReolen Global, som du kan låne lige nu.  
 

Lydbøger til vandreturen: skønlitteratur
At gå er sundt på mange måder, og det at flytte sig fra et sted til et andet kan skabe en indre ro. Skønlitteratur kan hjælpe med at sætte dit eget liv i perspektiv. Lyt til Meryl Streeps dejlige stemme, når hun læser familiedramaet Heartburn af Nora Ephron op for dig.
 

Lydbøger til at fastholde din motivation: fagbøger
I litteraturen er den fysiske bevægelse derfor ofte forbundet med en mental rejse, for mens du bevæger dig, vil du være mere åben over for at tænke over livet og reflektere. Det er desuden bevist, at indlæringen styrkes, når du bevæger dig imens du tilegner dig ny viden. Lyt fx til Victor Princes bog The Camino Way: Lessons in Leadership from a Walk Across Spain, hvor han fortæller om, hvordan en vandretur på Caminoen har gjort ham mere nærværende. 
 

Lydbøger til at afstresse med efter en hård dag: humor
Det er ikke kun motion, der er vigtigt for din sundhed. Latter er regulær ’workout’ for hjernen, og et godt bud er Jenny Lawsons selvbiografi Let's Pretend This Never Happened (A Mostly True Memoir). Forfatteren fortæller meget humoristisk om livets absurde øjeblikke og udfordringer. Her kan du se flere humoristiske lydbøger på engelsk.


En god lydbog fra eReolen Global kan hjælpe dig op af sofaen. Men husk - pas nu på i trafikken, når du bliver opslugt af den gode historie. 

/Lone - Vejle Bibliotekerne