Tema / Lyt til noget der ligner tv-serien "Borgen"

Er du vild Borgen, er du bestemt ikke den eneste. I Danmark elsker vi serien med de efterhånden velkendte personer, det politiske spin og den afsluttende cliffhanger, som gør, at vi selvfølgelig slet ikke kan lade være med at se næste afsnit. I bøgernes verden findes der også massevis af politiske intriger, spænding og drama, og derfor har jeg fundet en række af bøger frem, som minder om "Borgen" til dig, der allerede savner Birgitte Nyborg og hendes indædte kamp om magten.

 

Fokus på spin og magtkampe

Har du ikke allerede læst ”Borgen” af Jesper Malrose, vil jeg anbefale at du starter her. Bogen er baseret på tv-manuskriptet, så udover at få genopfrisket første sæson, får du også et medrivende portræt af Birgittes første år som statsminister.  Der er virkelig mange andre politiske dramaer du kan kaste dig over. Læs bl.a. Niels Krause Kjærs politiske spændingsromaner ”Kongekabale” og ”Mørkeland” eller Christian Tornbakkes "Det godes pris". Begge forfattere skriver skarpt om dansk politik, de interne magtkampe i partierne, om spin og så er de spækket med karismatiske personligheder.

Fokus på valgfusk

Anne Sofie Allarp sætter i "Falske stemmer" spot på politisk afpresning og valgfusk. Det er en nervepirrende thriller, som får læseren til at tænke over, om der virkelige bruges så beskidte tricks i dansk partipolitik.

Fokus på politik og Grønland

Helle Vincentz' "Nukaakas kabale" har ligesom den nye sæson af "Borgen" fokus på Grønlands råstoffer og det politiske magtspil der. Det er tredje bind om Caroline Kayser, men bogen kan sagtens læses uden kendskab til de forrige. Er du vild med krimier, mord, storkapital og politik, er bogen lige noget for dig.

 

Rigtig god lyttelyst

Anette Siem Kristensen, Viborg Bibliotekerne