
Tema / Lytteliste: Historiens vingesus
Litteraturen har en unik evne til at bringe fortidens personligheder til live. Her har Litteratursiden samlet en række lydbøger, der giver stemme til bemærkelsesværdige skikkelser, hvis liv og bedrifter har formet vores verden.
I flere udgivelser tager forfatteren udgangspunkt i og digter videre på kunstnere og de mennesker, der omgiver dem. En gennemgående tendens er at gribe fat i de bipersoner, som lever på sidelinjen i en kunstners liv, eller skildre tabuiserede sider af en virkelig persons liv. Det er fx tilfældet i Jesper Wung-Sungs Kvinde set fra ryggen, der handler om kunstmaleren Vilhelm Hammershøis hustru, Ida.
Andre handler om kvindelige forskere, der ikke tidligere har fået den anerkendelse, de fortjener. I Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen hører vi fx om Inge Lehmann, som kæmpede for at blive anerkendt som kvindelig forsker.
I listen herunder finder du otte gode bud på bøger om virkelige, historiske personer. Du kan læse mere om emnet og anmeldelser af bøgerne på Litteratursiden her.