Tema / Margaret Atwood - H.C. Andersen Litteraturpris 2024

Margaret Atwood (f.1939) er en fremtrædende canadisk forfatter, som udover sit skønlitterære virke er kendt som kritiker, essayist og digter og som aktivist inden for feministiske og økologiske mærkesager.

Hun er især blevet kendt efter filmatiseringen af hendes ikoniske roman "The Handmaid's Tale" ("Tjenerindens fortælling"). I bogen er flere kvinder blevet sterile og børn er en handelsvare. De fødedygtige kvinder arbejder som tjenerinder, der skal føde børn til kommandanterne i det nye samfund Gilead. De sterile kvinder derimod bliver sendt til kolonierne for at håndtere farligt affald, der meget vel kan være radioaktivt. Atwood er også kendt for sine andre værker som "Alias Grace" og "Oryx and Crake", der har udfordret læsernes perspektiver på køn, magt og samfund.

 

Søndag d. 27. oktober modtager Margaret Atwood H.C. Andersen Litteraturpris 2024 for sin brug af myter, eventyr og fantastiske og spekulative fortællinger til at belyse samtidspolitiske problemer, såvel som for at ophøje såkaldt spekulativ fiktion til en højere kunstform. Atwood formår at flette skarp samfundskritik ind i sine fortællinger, hvilket gør hende til en inspirerende stemme i moderne litteratur.Hele forfatterens besøg i Danmark varer fra den 26. til den 29. oktober 2024 og indebærer foruden ceremonien, forelæsninger på hhv. Den Sorte Diamant, Odense Bibliotek og Syddansk Universitet, hvor Atwood møder sine læsere.

 

Foto: Jean Malek, Lindhardt og Ringhof