Tema / Menneskekenderen Stephen King

I alle mine år som læsehest har jeg haft meget forskelligt litteratur mellem hænderne, og jeg er typen, der læser lidt af hvert. Selvfølgelig er der genrer og forfattere, som jeg vender oftere tilbage til end andre, men alt i alt nyder jeg at prøve noget nyt, og der skal egentlig meget til, før jeg er decideret utilfreds med en bog eller en forfatter.

Det samme gælder faktisk også med modsat fortegn: Når man for eksempel er ægte madglad (som jeg selv er) har man sjældent kun én livret - det samme gælder bøger. For mit vedkommende kommer det i hvert fald helt an på humør, tid på året, tid i livet, situation, stemning eller noget helt sjette.

Alligevel har jeg dog, som årene er gået, måtte erkende, at en yndlingsforfatter; dét har jeg altså. Ham er jeg vendt tilbage til igen og igen siden jeg første gang som 15-årig faldt over en af hans bøger på tilbud i en boghandel og tænkte "Dét der gys, det skal jeg da lige prøve!". At jeg så i skyndingen kom ud med nr. 4 i en serie, der i langt højere grad er en kryptisk blanding af dystopi, science fiktion og western end decideret gys, ja det fik mig kun sat på sporet af nogle bøger, der stadig til dags dato er nogle af de mest fascinerende, jeg nogensinde har læst. For med nr. 4 i hånden måtte jeg jo på jagt efter nummer 1, 2 og 3. Og efterfølgende nr. 5, 6 og 7. Og derefter alle de andre.

I dag nærmer Stephen King sig de 100 udgivelser, og han er ikke færdig endnu. Han kaldes "The King of Horror", men det er ikke gyset, der holder mig fanget. Tværtimod. Det er menneskeskæbnerne, der fastholder mig i Kings univers - de forskellige elementer af gys, gru, science fiktion eller decideret fantasy og magi er noget, jeg tager med som en del af oplevelsen. For i mine øjne er det hans karakterer og den måde, hvorpå han formår at portrættere ægte mennesker (børn som voksne) med ægte reaktioner, der er hans sande talent - for mig er det langt vigtigere end det (indrømmet) ganske uægte univers, handlingen indimellem udspiller sig i. Det er for eksempel King, der er forfatteren bag nogle af verdens mest elskede filmklassikere - både "En Verden Udenfor" og "Den Grønne Mil" er startet i hænderne på ham. (Så taler vi ikke så højt om alle de elendige filmudgaver af andre bøger, det også er blevet til igennem tiderne - for det er mange!)

Mange rynker på næsen, når jeg, efter de har spurgt mig om et godt tip til en ny forfatter, de bør afprøve, med begejstring kaster mig ud i en lovprisning af Stephen King, og, jeg indrømmer det gerne - han er ikke for alle. Det kræver en vis kærlighed til det skæve, det mystiske, det underlige - eller som minimum en høj tolerancetærskel for kryptiske plottwists. Men jeg synes, at alle trods alt bør give det et forsøg og afprøve hans forfatterskab. For kan du lide det, så er der en guldgrube i vente i form af hundredvis af timer i rigtig godt selskab.

Stephen King er stadig uhyggelige klovne, vampyrer og verdensødelæggende pestudbrud, men han er også alt muligt andet - det mest jordnære vist en flok collegestuderende, der i Vietnamkrigens spæde begyndelse bliver så fanget af at spille Hjerterfri, at de ikke får læst det, de skal (en historie, der på ingen måde er så kedelig, som den lyder). Vidste du for eksempel, at han har skrevet en bog om en kvinde, der forsøger at arbejde sig ud af et voldeligt ægteskab? En bog om mordet på Kennedy - og hvordan den amerikanske historie ville se ud, hvis det mord var blevet forhindret? En bog om en mand, der i en arbejdsulykke mister både førlighed og magten over sit eget temperament, men som arbejder sig langsomt tilbage til livet igen ved hjælp af nogle helt særlige evner med blyant og pensel? En lille pige, der farer vild i en skov og forsøger at overleve? En eks-betjent, der hjælper med at opklare en katastrofe forårsaget af noget uhyggeligt jordisk, nemlig en gal chauffør i en hurtig bil?

Kort sagt er der, i hvert fald emnemæssigt, noget for enhver smag, og jeg vil virkelig opfordre alle til finde en af Kings bøger, der har et emne og en handling, der tiltaler dem, og så give ham en chance. Og er man ikke til mustensromaner (som han uden diskussion har en tendens til at skrive flest af), så er han også fabelagtig til at skrive noveller. Jeg har fundet et lille udvalg af hans bøger frem her - god fornøjelse!

/Mie, Viborg Bibliotek