Tema / Mindhunter: Interview med Chris Carter

Chris Carter skriver voldsomme psykologiske thrillers med kriminalassistent Robert Hunter som hovedperson. Vi har mødt den brasilianskfødte forfatter til en snak om hans fortid som kriminalpsykolog, og hvordan arbejdet med at studere og interviewe kriminelle og seriemordere har præget hans forfatterskab.

Egentlig var det lidt af et tilfælde, at Chris Carter som ung studerende fik smag for psykologifagene i kriminel adfærd. Men han blev med det samme fuldstændig opslugt af muligheden for at forstå og studere morderes tankegang. Og det er på en måde den nysgerrighed, der har bragt ham videre til de psykologiske krimiromaner.

»Da jeg blev færdig med universitetet og arbejdede som kriminalpsykolog, var det ofte med seriemordere. Og det var altid ekstremt interessant. Folk forstår jo ikke, hvorfor nogen går ud og slår systematisk ihjel, men de drages alligevel af at finde ud af, hvordan de kan få sig selv til det. Det er også det, jeg skriver om.«

Inspirationen til Chris Carters bøger er i høj grad hentet fra virkeligheden. Erfaringerne fra tiden som kriminalpsykolog sidder nemlig i ham, og især deres brutalitet smitter af på forfatterskabet, fortæller han.

»Det har påvirket mig på alle måder. Andet kan slet ikke lade sig gøre. Jeg har været på så mange gerningssteder og set så mange døde kroppe, at det er umuligt for mig at skrive om et gerningssted, uden at der dukker billeder op for mit indre. Hver gang jeg beskriver et lig, ser jeg det for mig, jeg genkalder mig lugten, jeg kan huske det hele. Det er umuligt for mig at skrive om kriminalitet, uden at minderne strømmer ind. Jeg arbejdede med det i 7 år, og jeg studerede faget i 4 år, så det er 11 år af mit liv. Det har præget alt: måden, jeg skriver på, beskrivelserne af scenen og af mordene. Så ja, det er virkelig noget, der følger med.«

Men det endte også med at være brutaliteten, der fik ham til at skifte karriere og i sidste ende fik ham til at forfølge forfattervejen i stedet.

»Det er meget dunkle sager, man beskæftiger sig med som kriminalpsykolog. Hver dag har man at gøre med sørgelige historier, ondskab og død. Der er ingen dage, hvor man kommer hjem og føler, det har været en god dag. Og jeg var meget ung dengang. Jeg tænkte: Skal dette være mit arbejde resten af livet? Så megen tristhed, død, gråd og onde mennesker. Det kunne jeg ikke holde til.«

Så Chris Carter tog en radikal beslutning:

»Som sagt var jeg meget ung, så jeg tænkte, at jeg kunne møde flere damer ved at være guitarist i et rockband. Så jeg besluttede at blive guitarist. Og ja, jeg mødte så også flere damer, end da jeg var kriminalpsykolog«, siger han og griner. I 1990 flyttede Chris Carter til Los Angeles, hvor han byttede mapper og jakkesæt ud med lasede jeans og elektrisk guitar. De følgende år turnerede han verden rundt med pop- og rockbands, indtil han til sidst forlod musikbranchen for at skrive - uden at have skrevet noget som helst før. Han bor nu i London og arbejder som fuldtidsforfatter. Men hvorfor vende tilbage til kriminaliteten?

»Det er fascinationen af det ukendte - af det, man ikke forstår. Alle mennesker er nysgerrige, når de vokser op. Vi er nysgerrige af natur. Men som man bliver ældre, ændrer spørgsmålene sig. Hvorfor handler man, som man gør? Hvordan kan man slå andre mennesker systematisk ihjel? Nogle kan jo dræbe ved en fejl eller ved affekt. Men seriemorderen er anderledes. Det er noget, der bygges op, og som gradvist konstrueres. Man vil gerne forstå, hvorfor denne lyst skabes i nogen menneskers hjerne. 

Det er det, en kriminalpsykolog gør. Han vil forstå den konstruktion for at forhindre andre i at gøre det samme. Der er altid nogle særlige signaler for, at der er noget galt i personens liv. F.eks. at man bliver meget vred, når man snakker om moderen eller noget andet, der ligesom brænder i vedkommende. Folk er meget interesserede i, hvad de ikke forstår, og hvad der får en person til at knække. Jeg har altid fundet mennesker interessante og især en seriemorders hjerne.«

Det er også den nysgerrighed, der motiverer ham, når han skriver sine romaner - som han understreger består af ren fiktion. Men ud over personernes tankegang og dybde, er det også beskrivelsen af begivenhederne, der er afgørende for, om romanen bliver vellykket eller ej, mener han.

»Men især karaktererne. Hvis man ikke har en sympatisk eller interessant hovedperson, læser folk ikke ens bog. Det er mit job at gøre læseren interesseret. Men man skal også konstruere begivenhederne på en spændende måde. Det er ikke mordet, der interessant, men mere omstændigheder og detaljer, og hvordan appellerer det til personens nysgerrighed? Jeg skriver ikke for at sende et budskab – jeg skriver for at underholde. For at skrive om noget, der ikke kun er interessant for mig. Og så elsker jeg at bruge fantasien og at researche. Alt andet end lige redigeringsprocessen.«

Læs eller lyt til Chris Carters krimiserie om Robert Hunter her på eReolen.