Tema / Mine favoritter mellem fakta og fiktion

Når nye udgivelser under genren ”roman” dukker op, er det ikke ensbetydende med, at vi som læsere kan regne det som fiktion i traditionel forstand. Det kommer i hvert fald ikke længere som en overraskelse, når forfattere uden omsvøb vælger at inddrage sig selv i en fortælling, der er pakket ind som roman, og skellet mellem virkelighed og opdigtning nedbrydes. Kært barn har mange navne, og der findes efterhånden mange udtryk og genrebetegnelser, der beskriver variationer i dette grænseland – f.eks. autofiktion, performativ biografisme og fiktionsfri fiktion.

 

Det er derfor tydeligt, at litteratur, som befinder sig mellem fakta og fiktion, er kommet for at blive – og jeg har derfor genfundet tre romanfavoritter, som jeg mener, de fleste kan drage fornøjelse af at læse. 

 

Den mest overraskende

Jeg husker tydeligt mit første møde med en roman, der havde sammenfald mellem hovedpersonens  og forfatterens navn. Tilbage i min gymnasietid læste jeg Peter Høegs "De måske egnede" (1993) i forbindelse med et skoleprojekt, og med navneligheden læste jeg troligt romanen som et udtryk for Høegs autentiske oplevelser på en københavnsk privatskole i 1970’erne. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at min loyale læsning ikke holdt vand. Efter udgivelsen havde Høeg til min store overraskelse nemlig påstået, at alt var pure opspind. Denne leg med læserens forventninger gjorde dog ikke romanen mindre interessant i mine øjne, og derfor synes jeg, at både indhold og kontekst er værd dykke ned i – selv i dag over 20 år efter udgivelsen.

 


Den mest forunderlige

Et andet læsemøde, der stadig sidder i kroppen på mig, er Jens Blendstrups "Gud taler ud" (2004). Her er vi med Jens Blendstrups unge øjne vidner til en række obskure oplevelser i barndomshjemmet i Risskov. Ud over en hel del mærkværdige og forunderlige scener, der i sig selv kan være svære at tro på, rummer romanen mange tydelige fiktive træk, der gør det til en sammensat læseoplevelse. Mest påfaldende er måske Blendstrups udskiftning af sin fars navn med ”Gud”, der er med til at give de efter sigende mange sande oplevelser et (tragi)komisk og særligt fiktivt præg. Det er efter min mening et sprogligt mesterværk, alle bør opleve. Romanen er i øvrigt filmatiseret i 2017 med Søren Malling i rollen som Gud. Den er helt sikkert også et kig værd.

 


Den mest intense

I min top tre er der også blevet plads til et internationalt eksempel - nemlig Delphine de Vigans "Baseret på en sand historie" (2015). De Vigan er en af mine absolutte yndlingsforfattere ("Alt må vige for natten" (2011) er også et selvbiografisk must-read), og med "Baseret på en sand historie" har hun formået at skrive en hårrejsende og dybt fængende roman. Vi får indblik i smukke gnister og tåkrummende gnidninger mellem de to veninder – Delphine og L - men også intense samtaler og monologer, der kredser om store spørgsmål som ”hvad er fiktion?”, ”hvilke konsekvenser har det at skrive en selvbiografisk roman?”, og ”hvad er litteraturens vigtigste rolle?”. Romanen er på den måde med til at diskutere sin egen status som roman mellem to yderpoler, og der er derfor rigeligt med intense fakta/fiktion-dilemmaer at tygge på undervejs.

 

Nyere anbefalelsesværdige romaner, der lever i samme spændingsfelt, er:


Theis Ørntoft – Solar (2018)
Karen Fastrup – Hungerhjerte (2018)
Knud Romer - Kort over paradis
Marie Brixtofte – Kun når det regner (2019)

 

/Mette, Viborg Bibliotekerne