
Tema / Murder mystery vinder frem – igen!
Murder mystery-genren har været som en uopdaget skat i en årrække, men i de seneste 5-10 år er mysteriet om dens popularitet blevet genopdaget og løst på ny. Mordmysterier, som omfatter alt fra geniale detektiver til mystiske mord og mere gyserlignende værker, vinder endnu en gang frem både som litteratur, serier og film.
Klassikerne
Når vi taler om mordmysterier, kan man ikke undgå at nævne Agatha Christie. Hendes forfatterskab har været grundstenen i denne genre i årtier, og hendes legendariske karakterer som Hercule Poirot og Miss Marple har forført læsere verden over. Christies evne til at væve komplicerede plottwists sammen med karakterstudier gør hendes værker til tidløse klassikere, og serien om Hercule Poirot genfortolkes i disse år i en ny række af film med Kenneth Branagh som instruktør og hovedrolleindehaver, senest med Mordet i Venedig, der kører i biograferne i øjeblikket. Hvor de nye Poirot-film tilfører lidt ekstra fart og action til det kendte univers, har BBC fuldstændig genskabt Sherlock Holmes' univers og ført det ind i det 21. århundrede med den voldsomt populære serie Sherlock med Benedict Cumberbatch som den geniale og dysfunktionelle detektiv.
Mordmysterier i nye klæder
Som det ofte er, afføder visse serier og films popularitet et boost inden for litteraturen i samme genre. Mysterierbøger af høj kvalitet til børn og unge vælter frem fra danske forlag (så behøver vi ikke genlæse De fem for syvende generation i træk), international young adult-litteratur kan slet ikke lade whodunit-trækkende være, mens Richard Osmons Torsdagsmordklubben er et godt eksempel på en ny hybrid af cosy-crime og murder mystery, der vinder frem på bogmarkedet i adskillige lande.
Med mordmysterier, der fortsat trives i både litteraturen og på skærmen, ser fremtiden lys ud for genren. Forfattere fortsætter med at udfordre konventionerne og overraske læserne med nyskabende plots og karakterer, true crime-podcasts og tv-serier trækker på eksisterende og udvikler nye genretræk, mens filmskabere og tv-producenter udforsker nye måder at præsentere spændingen ved mordmysterier på. Mordmysterier er her for at blive, de tilbyder den perfekte blanding af gådefulde spor, skarpe sind og uventede vendepunkter, der kan fange enhver i deres fortryllende mysterium.
Så stop din pibe, på med monoklen og dyk ned i en række nye og gamle murder mysteries herunder.
/Niclas