Tema / Når børneopdragelsen ender som et mareridt

Børn er en velsignelse. De giver så mange dejlige stunder, de gør os til mere uselviske mennesker, de spreder glæde omkring sig, og i det hele taget er de bare meningen med livet.

I al fald nogle gange.

Andre gange … er det mere kompliceret. Ja, faktisk direkte forfærdeligt. Det er noget af det, som litteraturen kan huske os på, så vi holder øjnene åbne for verdens realiteter. Og børnenes potentiale for at være alt andet end nuttede.

Jeg har fundet fem bøger, hvor det der med børneopdragelsen er gået helt galt.

FLUERNES HERRE

Hvis man snakker om børn og ondskab, er det svært at komme uden om William Goldings roman fra 1954, hvor en gruppe skolebørn strander på en øde ø og begynder at opbygge et nyt samfund. Og det er ikke et uskyldigt liv med fællesskab omkring lejrbålet, men i stedet et skærende portræt af nogle af menneskets værste sider. Hvilket naturligvis ikke bliver pænere af, at det bliver udviklet af børn.

Da scenariet udspillede sig i virkeligheden i 1966, var resultatet heldigvis langt mere positivt - men det ændrer ikke ved, at "Fluernes herre" i sin egen ret er en dystert gribende roman.

HVAD MED KEVIN?

Hvad gør man, hvis man ikke var helt indstillet på at blive mor - og ens barn ender som skoleskyder, der dræber ni mennesker? Det er det udgangspunkt, Lionel Shriver opstiller i "Hvad med Kevin?", og det er svært at forestille sig en historie, der rammer hårdere i det tvivlsomme forældrehjerte.  

Bogen er skrevet som en række breve fra moderen, Eva, til Kevins far, hvor hun forsøger at komme overens med noget, der er umuligt at forstå. Det er et værk, der stiller svære spørgsmål.

SKRUEN STRAMMES

Umiddelbart virker det, som om det er lettere at sætte fingeren på ondskaben i Henry James' "Skruen strammes", for på overfladen er det en historie om hjemsøgte børn. Men det bliver snart mere indviklet end som så - guvernanten på et engelsk gods er overbevist om, at de to børn, som hun passer, er besatte … men er ondskaben at finde i dem eller blot i hendes eget sind.

"Skruen strammes" er fra 1898 og er et mesterstykke i tvetydighed. Som læser ved man ikke, om man skal være bange for børnene eller guvernanten.

DE UBUDNE

I Liz Jensens "De ubudne" er der dog ingen tvivl om, hvad der er farligt - over hele verden begynder de kære små at overfalde de voksne, ofte med dødelige konsekvenser. En sømpistol bliver startskuddet, og ingen ved, hvorfor det sker. Det bliver antropologen Hesketh Lock, der får til opgave at finde ud af, hvad der driver voldsbølgen.

"De ubudne" er en psykologisk thriller, der kombinerer det, der skulle være uskyldigt, med vores værste frygt. For forældre vil den måske ændre deres reaktioner, næste gang børnene ikke opfører sig helt efter forskrifterne. Det kan altid blive værre.

LAD DEN RETTE KOMME IND

Hvor er det gået værst til med børneopdragelsen i John Ajvide Lindqvists socialrealistiske vampyrroman "Lad den rette komme ind"? Er det den omsorgssvigtede Oskar, der går alene rundt om natten og drømmer om at hævne sig på sine plageånder; er det mobberne selv; eller er det den unge Eli, der flytter ind i hærget lejlighed?

Eli viser sig at være vampyr, så der er i al fald ikke tvivl om, hvem af dem der har de voldsomste impulser. Men Lindqvists roman er en forunderlig størrelse, der kan få læseren til både at frygte og have medlidenhed - og ikke kun med Eli. Det er også en roman, som minder os om, at grimme ting blot bliver endnu grimmere, når det er børn, der gør dem.

/Janus, Horsens Bibliotekerne