
Tema / Neil Gaimans magiske stemme og univers
Neil Gaimans fantasybøger er ikke kun fantastiske læseoplevelser, men kan alle tre opleves som tv-serier. Hvis du virkelig vil have en unik oplevelse, så anbefaler jeg at lytte til lydbøgerne, som er indtalt af Neil Gaiman selv, da han er en mesterfortæller. Begge lydbøger "American Gods" og "Good Omens," har endda et fuldt skuespillerhold, som har været med til at dramatisere historierne, så det er som at have en film i dine ører med musik, lydeffekter og britiske kendtes stemmer.
Good Omens
Verden ender næste lørdag - men først efter tetid selvlfølgelig. "Good Omens" er et unikt samarbejde mellem Neil Gaiman og Terry Pratchett, som blander humor og fantasy i deres fortælling om en engel og dæmon, der har vænnet sig til at leve på Jorden, forsøger at forhindre dommedag. Bogen byder på skarp satire og uventede drejninger.
American Gods
Shadow er en tidligere straffefange, der bliver løsladt fra fængslet tre dage tidligere, da hans kone Laura bliver dræbt i en bilulykke. Han tager et job som bodyguard for en mystisk svindler, Mr. Wednesday, og rejser med ham rundt i Amerika. Shadow opdager hurtigt, at Wednesday er en inkarnation af Odin, som rekrutterer de gamle guder, hvis kræfter er svækket, da deres følgerskare kun er faldende sammenlignet med de nye amerikanske guder – såsom internettet, globalisering og tv'et. Bogen er en overraskende, dybt underlig og spændende fantasyfortælling med mytologiske træk.
Neverwhere
Under Londons gader findes en verden, som de fleste aldrig engang kunne drømme om. En by befolket af monstre og helgener, mordere og engle, rustningsklædte riddere og blege piger i sort fløjl. "Neverwhere" er London for dem, der er faldet ned mellem sprækkerne. Da den unge forretningsmand Richard Mayhew en dag stopper op for at hjælpe en mystisk ung pige, falder hans sikre og forudsigelige liv fra hinanden. En mørk og makaber historie, fuld af underholdende humor om et fascinerende parallelunivers. Ideen om "London-below" minder om Alice i Eventyrland, hvor du alt du vidste vendes på hovedet.
Rigtig god lyttelyst!
/Camilla, eReolen