Tema / Nicole Boyle Rødtnes anbefaler en julehistorie

Hver søndag i advent har vi inviteret en elsket forfatter til at anbefale en julehistorie. Denne 4. søndag i advent er det forfatter Nicole Boyle Rødtnes, der anbefaler sin yndlingsjulehistorie. 

Nisserne og skomageren af Katie Daynes (Billedbog efter eventyret "Nisserne" af Brødrene Grimm)

”Som barn læste min mor historien om ”Nisserne og skomageren” højt for mig og min søster. Historien er oprindelig samlet ind af Brødrene Grimm, men findes i et utal af versioner.

 

Historien fortæller om den fattige skomager, der kun havde læder til ét par sko. Han skærer læderet ud og går i seng uden at vide, hvordan han og hans kone skal få det hele til at løbe rundt. Men næste morgen er læderet lavet om til det smukkeste par sko, som han får så mange penge for, at han nu kan købe læder til to nye par sko. Skomageren og hans kone undrer sig over, hvor de smukke sko kommer fra, og gemmer sig for se, hvem der laver dem. Da de ser nisserne, beslutter de sig for, at de vil gøre noget godt for nisserne, når nu de har gjort så meget for dem.

 

En ægte julehistorie

Vi var vilde med historien om nisserne, der hjalp den fattige skomager, og som i en ægte julehistorie også selv ender med at få en gave. Historien er fyldt med varme og mindede os om vores egen nisse derhjemme, der også efterlod gaver til os. Vi prøvede ofte at få et glimt af den, men det lykkedes aldrig. ”

 

Vi har fundet "Nisserne og skomageren" af Katie Daynes, "Nisserne" af Brødrene Grimm og nogle af Nicole Boyle Rødtnes egne bøger frem. Du kan derudover finde mange flere bøger af både Katie Daynes og Nicole Boyle Rødtnes her på eReolen.

 

Glædelig 4. søndag i advent. 

Nu er det snart jul!