
Tema / Nobelprisen 2023: Jon Fosse
Den norske forfatter Jon Fosse er årets modtager af Nobelprisen i litteratur. Ifølge Det Svenske Akademi får han prisen “for his innovative plays and prose which give voice to the unsayable”.
Et særegent sprog
Den prisvindende norske forfatter og dramatiker Jon Fosse (f. 1959) har et helt særegent sprog; han skriver lange, mundrette og rytmiske sætninger og gentager ord, fraser og tanker, så hans enkle prosatekster får et stærkt musikalsk præg. Jon Fosse er en produktiv forfatter, som arbejder i mange genrer – han har skrevet både skuespil, romaner, essays, børnebøger, billedbøger og digte.
De nære relationer
Mange af Fosses romaner udspiller sig ved den norske vestkyst og fremstiller ofte det nære i karakterernes tilværelser; havet, bygden og familien. Også som dramatiker beskæftiger Fosse sig med intime relationer og skriver oftest korte stykker for få skuespillere. I 2015 modtog han Nordisk Råds litteraturpris, og senest har han udgivet Hvidhed, en fortælling om en person, som kører ud i en skov en vinteraften. Da bilen kører fast, går personen fra bilen ind gennem skoven og møder et hvidt væsen... Hans værker tager ofte udgangspunkt i det enkelte menneskes følelsesmæssige og eksistentielle konflikter. Der er sjældent mange hovedpersoner i de enkelte værker, og det synes at være de nære relationer som forældre, søskende, ægtefæller og venner, der interesserer ham mest.
Læs meget mere om Jon Fosse på Litteratursiden eller Forfatterweb.
Foto: Batzer&Co