Foto af Christiansborg

Tema / Noget, der ligner Borgen

Synes du også, at den fjerde sæson af Borgen bød på for få afsnit?

Sidste afsnit af DR's populære dramaserie rullede over skærmen i søndags, og det er endnu uvist, om vi får mere at se af Birgitte Nyborg, Katrine Fønsmark og alle de andre. Hvis du ikke føler dig helt færdig med serien endnu, så kan du kaste dig over DR’s podcast ’Vild med Borgen’ eller læse romanen bag tv-serien, som du finder på listen herunder. Derudover har vi listet en masse andre e- og lydbøger, som du oplagt kan erstatte tv-serien med – hvad enten du er til fakta, eller du foretrækker lignende politisk spin og drama.
 

Autentisk politisk thriller fyldt med referencer til virkelige sager og personer

 

'Tilskueren' af Niels Krause-Kjær er en virkelighedsnær fortælling, som kun journalister helt tæt på politikere er i stand til at give. Jørgen Skovby arbejder på en avis i Aarhus, og en dag bliver han tilskuer til en voldshandling på vej hjem fra arbejde. Det sætter gang i en politiefterforskning, som han lidt efter lidt tvinges til at indgå i. Efterforskningen ripper op i hans fortid i et venstreorienteret kollektiv i Aarhus. En af kollektivets tidligere beboere beder Jørgen Skovby om at slette arkivmateriale om sin røde fortid, da han ikke ønsker, at den kommer frem i lyset og får indflydelse på sin borgerlige karriere.

 

Futuristisk, krigslignende tilstand med høj arbejdsløshed og tung finanskrise

 

En anden politisk thriller, jeg må fremhæve, er Tue Holm Christensens 'Operation Overlady'.  Hele Europa befinder sig i en krise tynget af historisk høj arbejdsløshed og en uoverskuelig finanskrise. Derfor opstiller "Logen" en operation ved navn "Overlady", som skal få Danmark på rette køl igen, og Danmark bliver dermed testkanin for en strategi, der måske kan bringe hele Europa ud af krisen. Militæret, PET og dele af finanssektoren deltager i Operation Overlady, og der går ikke lang tid før sammenslutningens medlemmer begynder at blive udsat for mordforsøg.

 

Politiske spændingsromaner med afpressede politikere, spin og moralske dilemmaer

 

Blandingen mellem det ulovlige og det lovlige er udgangspunktet for flere politiske spændingsromaner. Sidste år udkom romanen 'En fremmed i mit spejl' af Sandy Brinck, som leger med tanken om Christiansborgs håndtering af identitetstyveri af folketingsmedlemmer. Derudover er omdrejningspunktet for Christian Tornbakkes 'Det godes pris' pression med vidtrækkende politiske perspektiver og sætter spørgsmålet, om hvor langt man kan gå i det godes tjeneste, på spidsen. Ellers er Niels Krause-Kjærs serie med Kongekabale, Mørkeland og Fandens forår ikke til at komme udenom. Den intense thriller-serie afspejler interne magtkampe og intriger i dansk politik, og plottet er centreret om den til tider etisk forkastelige kamp, der hersker om formandsposten for Det Demokratiske Parti.