Tema / Noget, der ligner Clifton-krøniken

Savner du Harry, Giles og Emma fra Jeffrey Archers Clifton-krønike? Og mangler du inspiration til flere romaner om intriger, magt, venskab og kærlighed? Fortvivl ikke, her har du en liste med flere storslåede, historiske slægtsromaner og medrivende familiesagaer om det 20. århundrede 

 

I Clifton-Krøniken følger vi to familier fra afslutningen af Første Verdenskrig i 1919 og 100 år frem i tiden. Det er en historisk periode, som mange forfattere har skrevet om. Her får du mine bud på nogle af de bedste:

Historiske mysterier

I Bergen-trilogien skriver Gunnar Staalesen med historiske nedslag i 1900-tallet. Serien tager fat i historiske kriminalmysterier i Bergen, men romanen giver også et enestående portræt af byen, og vi følger indbyggerne i alle samfundslag igennem de tre romaner: ”1900 morgenrøde”, ”1950 High Noon” og ”1999 aftensang”.

 

Anna Elisabeth Jessen skriver også om mysterier i romanen ”Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike”. Forfatteren fortæller, med afsæt i sin egen familiehistorie, Sønderjyllands historie gennem 101 små kapitler - et kapitel for hvert år fra 1914 til 2014. Det er en fragmenteret fortælling, der alligevel kædes sammen af familiemedlemmerne og et mord, der skal opklares.

Familiesaga med intriger og fortielser

Intriger og fortielser i familien er omdrejningspunktet i Merete Pryds Helles romaner ”Folkets skønhed” og ”Vi kunne alt”. Romanerne giver et barsk tidsbillede af familielivet i 1930’erne og en kvindes kamp for kærlighed og lykke i parcelhuskvarteret i 1970’erne. 

Historisk slægtsroman

”Giganternes Fald” er første bind i Ken Follets trilogi om det 20. århundrede. Vi følger fem familier, som geografisk er placeret i fem forskellige lande. Det er fascinerende og tankevækkende at læse om familiernes meget forskellige oplevelser af 1900-tallets store krige og revolutioner. 

 

Find flere historiske slægtsromaner og familiesagaer i listen herunder.


Rigtig god læselyst.

/Anette, Viborg Bibliotekerne