Tema / Noget, der ligner Jussi Adler-Olsen

Var du vild med krimierne om afdeling Q af Jussi Adler-Olsen? Litteratursiden har samlet en liste med gode krimier, der ligner.

Læs for eksempel "Rødt lys stop", hvor en række mord i nutidens London viser sig at have forbindelse til Jack the Rippers mord i 1888. Den unge kriminalbetjent Lacey Flint bliver dybt involveret i sagen, da hun finder en såret kvinde, som kort efter dør i hendes arme. Det er hovedpersonen Lacey, der driver læsningen frem, og hendes store viden om Jack the Ripper udfoldes undervejs. Sagen tager en uhyggelig drejning, da den formodede morder sender et brev, hvori Lacey er nævnt. Et brev, der minder om et, Jack the Ripper sendte.

Eller hvad med Stefan Tegenfalks roman "Vredens tid", som ifølge Litteratursiden er så spændende, at man slet ikke kan lægge den fra sig? Den aldrende og gnavne kriminalkommisær Walter Gröhn skal sammen med den unge efterforsker Jonna de Brugge opklare et mystisk mordforsøg. En velanset dommer har angiveligt forsøgt at dræbe en taxichauffør, men selv husker han intet.