Tema / Noget, der ligner Margrete I

Lige nu hitter spillefilmen Margrete den Første med Trine Dyrholm i hovedrollen i de danske biografer. Det har fået interessen for Anne Lise Marstrand-Jørgensens historiske biografi Margrete I fra 2020 til at blusse op igen, og lige nu er der lidt ekstra ventetid, hvis du gerne vil låne bogen på eReolen. Derfor har jeg samlet en række bøger, du kan kaste dig over, hvis du mangler noget, der ligner historien om Margrete I.

Gode historiske biografier

Et oplagt sted at starte er med endnu en litterær biografi af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. I hendes roman Hildegard følger man den tyske helgen Hildegard af Bingen, som smukt og velskrevet bringes til live igennem detaljerede beskrivelser af hendes opvækst, liv som nonne og mange specielle evner.

 

Inden for samme genre finder man Sofie Malmborgs debutroman Bargums Synder fra 2020, som følger kræmmersønnen og slavehandleren Henning Frederik Bargum og hans ustoppelige jagt på rigdom i 1700-tallets København.

 

Hvis du søger en mere klassisk historisk roman kan du også give dig i kast med Sigrid Undsets trilogi om Kristin Lavransdatter. Fortællingen følger den smukke Kristin fra fødsel til død og er en dramatisk kulturhistorisk skildring af livet i middelalderens Norge.

 

Herunder i listen finder du flere romaner, der på samme måde som Margrete I bruger historiske rammer til at skabe dybe karakterer og medrivende fortællinger.

 

/ Anne B, eReolen