Tema / Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris
Svenske Elin Perssons debutroman "De afghanske sønner" modtager i år Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. I romanen skildrer Persson hverdagen på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn; deres drømme, kriser og ikke mindst den lange ventetid på svar. Elin Persson er uddannet socialantropolog og har selv arbejdet på et asylhjem. Her kan du læse nogle af hendes tanker om hendes debut:
Hvad er det for en historie, du gerne vil fortælle i De afghanske sønner?
Jeg vil gerne give folk et indblik i, hvordan hverdagen ser ud for de unge, der kommer alene til Sverige eller de andre nordiske lande. Et hjem for uledsagede flygtningebørn er det sted, de fleste unge, der kommer alene, bliver placeret på. Det er en verden, der er helt lukket, hvor mennesker med vidt forskellig oprindelse og baggrund lever sammen.
Det, de har tilfælles, er, at de har forladt deres hjemland alene og er taget til Europa. De venter alle på afgørelse fra Udlændingestyrelsen, som skal tage stilling til deres fremtid. Det er den her lukkede verden, jeg vil fortælle om. Hvordan dagene ser ud. Uvisheden, ventetiden, et ur der tikker og unge, der hver dag bliver ældre. Om håb og håbløshed.
Du har en kandidatgrad i socialantropologi, så du kunne også have valgt fx at skrive en mere dokumentarisk skildring. Hvorfor valgte du romanen som form?
De afghanske sønner begyndte faktisk i digtform. Men jeg fandt ud af, at fortællingen ikke passede ind i de korte digte og begyndte at skrive den som en novelle.
Da jeg afleverede novellen til min underviser på forfatterskolen, sagde hun til mig: "Elin, det du skriver på er en roman". Først blev jeg chokeret, for jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle kunne skrive en roman, men jeg besluttede mig for at prøve det af.
Det har aldrig slået mig at skrive om det akademisk eller i dokumentarisk form. For mig er det vigtigt at føle mig fri i skrivningen, og det gør jeg ikke, hvis jeg skriver akademiske tekster eller i dokumentarisk form.
En anden årsag er, at jeg tror, fiktionen nogle gange kan fortælle os mere end virkeligheden. Den har en evne til at nå mennesker og røre os på en anden måde.
Hvordan tænker du, at din bog skriver sig ind i de aktuelle begivenheder i Afghanistan?
Det gør mig virkelig ked af det, at min roman bliver ved med at være aktuel. Det er en skildring af unge, som forsøger at læge sårene fra det de har set og været med til i Afghanistan. Med de aktuelle begivenheder i Afghanistan ved jeg, at de sår bliver revet op igen. Mange af dem har familie og venner tilbage i Afghanistan. Det er svært at forestille sig, hvordan det er at se sit hjemland blive taget fra en, at ringe til en søster eller en far og ikke få noget svar.
Endnu sværere er det at tænke på, at mange af de uledsagede unge flygtninge, som kom til Europa, fik afslag på deres asylansøgninger og nu befinder sig i Afghanistan.
Der er en scene i romanen, som er baseret på en virkelig begivenhed, hvor en af drengene får afslag på sin asylansøgning, og myndighederne siger, at det er sikkert dernede, men han siger, at de sender ham i døden. Det gør ondt at tænke på, at han og mange andre befinder sig Afghanistan netop nu.
Jeg tror, at det er vigtigt, at vi minder hinanden om, at det er virkelige liv, det handler om, og jeg håber, at min bog kan minde læseren om det.
Foto: Caroline Andersson Renaud