
Tema / Noveller
Jeg har fundet fem novellesamlinger, jeg vil anbefale dig at kaste dig over. Noveller med noget på hjerte, som får dig til at tænke og måske også grine.
Jeg synes, det er en kunst at kunne skrive en god historie på få sider, hvor du er lige så indlevet i karakterne og handlingen som i en roman på 500 sider. Begge typer fortællinger kan skam noget.
I sidste øjeblik: historier om kvinder og mænd af Claire Keegan
Irske Claire Keegan har i den grad fundet vejen til mit hjerte, og ikke mindre da jeg havde fornøjelsen af at høre hende til Louisiana Literature i sommers. Hun skriver skarpt og smukt. I sidste øjeblik er netop udkommet på dansk og indeholder tre noveller, der på forskellig vis udforsker forholdet mellem kvinder og mænd - blandt andet dynamik og interaktion kønnene imellem. Særligt titelnovellen I sidste øjeblik gjorde indtryk på mig, hvor en mand tænker tilbage på, hvordan hans liv kunne være blevet, hvis bare...måske er der en grund til hans ensomhed. Stor anbefaling herfra af hele Keegans forfatterskab.
Samlede historier af Mathilde Walter Clark
Dansk-amerikanske Mathilde Walter Clark kredser gennem små historier om det absurde, mystiske og underlige. Det er eksperimenterende og fyldt med sort humor. Sproget er en fornøjelse, og den såkaldte virkelighed bliver vendt på hovedet og spejler dog verdenen, som vi kender den.
Bizarre fortællinger af Olga Tokarczuk
Nobelprismodtager fra Polen Olga Tokarczuk kredser i sine noveller om det, ja, bizarre. Hendes fortællinger er et sted mellem realismen og fantasien. Jeg har blandt andet brugt hendes novelle Henkogningsglas til oplæsning - en novelle, hvor en søn efter sin mors død opdager alle disse henkogningsglas; er de virkelig fyldt med hævn?
Kløe af Frida Isberg
Islandske Frida Isberg tager os i 14 noveller igennem nutidens Island set med unge øjne. Det handler om identitetskriser, sex, parforhold, skyld og skam. Novellerne kan også ses som en kommentar til det moderne liv, hvor vi allesammen af og til får lidt kløe i forhold til vores relationer. Kløe var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2020.
Ud af ti mænd af Jesper Wung-Sung
10 noveller om mænd, som umiddelbart er forskellige, men dog ens i reaktionsmønstre og handlemåder. Jeg synes ikke, det er så tit, jeg støder på noveller, der har mænd som tema, men Jesper Wung-Sung har med succes taget livtag med emnet, og han gør det godt! Det handler om mænd midt i livet, og som derfor har en vis ballast og erfaring. Der er både plads til tilbageblik over valg og fravalg, men også til fremtiden, hvor der stadig er plads til at gøre tingene på nye måder. Det er noveller med substans.
God fornøjelse!
Ane / Holbæk Bibliotekerne