Tema / Ny københavnsk festival for børnelitteratur

I marts måned får København en splinterny børnelitteraturfestival, der har fået det flotte navn Vi elsker bøger. Festivalens tema er fantastiske fortællinger, og dem vil der være rig mulighed for at gå på opdagelse i fra den 16.-24. marts.

Ideen er, at børn og deres voksne, både forældre og fagpersoner som lærere og pædagoger, får mulighed for at udforske alle de rørende, groteske, inspirerende og gribende fortællinger, der omgiver os, og som vi kan træde ind i til hver en tid – både i form af den konkrete bog, men også ved hjælp af teater, oplæsninger, foredrag, musik og skabende workshops.

Festivalen kan præsentere hele syv hovednavne: Lene Kaaberbøl, Kim Fupz Aakeson, Josefine Ottesen, Adam O., Jennifer Bell, Kenneth Bøgh Andersen og Jan Kjær, og du kan læse mere om dem herunder.

 

Københavns Biblioteker glæder sig til at byde børn og voksne indenfor til 9 fantastiske dage med litteratur i alle afskygninger, for Vi <3 bøger!

 

Lene Kaaberbøl
Kaaberbøl er en af Danmarks største fantasyforfattere og højaktuel i disse dage. Hun er især kendt for Vildheks-serien og bøgerne om skammerpigen Dina, der både har gået deres sejrsgang som bøger i hele verden, på teaterscener rundt omkring i hele landet og på det store lærred. Senest med Vildheks-filmatiseringen i oktober 2018 og den anden Skammerens Datter-film i januar 2019. Kaaberbøl optræder flere steder på festivalen, hvor hun blandt andet skal interviewes af pigerne bag podcasten ’YAS’ (Young AdultS) på sin fødselsdag. Oplev hende for eksempel på: Østerbro Bibliotek, søndag den 24. marts kl. 11.00-12.00.  

 

Kim Fupz Aakeson
Et enkelt blik på Fupz’ forfatterskab vidner om et omfattende virke: 70 bøger udgivet til børn, unge og voksne – samt manuskripter til film og tv – hvoraf Den eneste ene satte en tyk steg under navnet Fupz Aakeson som manuskriptforfatter. Fupz er kendt og elsket for sine fantasifulde og farverige fortællinger for børn i alle aldre. Hvad enten det er den halvgnavne Vitello eller den sprælske Sallie, er Fupz’ historier altid på børnenes side og balancerer mellem en underfundig alvor og groteske gakketheder: Børnebøgerne er ofte præget af hverdagen og hverdagsreplikkerne tilsat en fantastisk historie. Det er socialrealisme i øjenhøjde, krydret med barnets fantasi, der brager igennem hverdagen til stor morskab. Du kan blandt andet se Fupz læse op og fortælle om sit virke på: Tingbjerg Bibliotek lørdag den 23. marts kl. 11.00-12.00

Josefine Ottesen
Ottesen har om nogen bidraget til den danske børnelitterære skattekiste, og flere generationer af børn er vokset op med hendes eventyrlige historier om Krystalhjertet: Historien om Mira, Eventyret om fjeren og rosen, og ikke mindst hendes middelalderinspirerede fantasyhistorier som den prisbelønnede Krigeren-trilogi og Danerriget, foruden mange, mange flere. Hør mere om Ottesens fantastiske univers på: Sundby Bibliotek søndag den 24. marts kl. 11.00-12.00
 

Adam O.
Adam O. er primært kendt som tegner, men debuterer med Flugten fra Danmark som romanforfatter. Han har selv illustreret de flotte firefarvede opslag, der indleder hvert kapitel og giver læserne lyst til lige at læse ét mere. Bogen er en spritny dystopisk fremtidsfortælling, om et Danmark, der er omdannet til en gigantisk losseplads, og hvor alle danskere er tvangsflyttet til andre lande. Adam O. kan blandt andet opleves på: Østerbro Bibliotek lørdag den 16. marts kl. 11.00-12.00

 

Jennifer Bell
Britiske Bell er ophavskvinde til trilogien De Ualmindelige, hvor vi følger børnene Ivy og Seb, der ad omveje ender i den magiske parallelverden Lundinor under Londons gader, præcis som vi kender det med Diagonalstræde fra Harry Potter. I Lundinor er alle delt ind i forskellige grupperinger, og almindelige genstande har helt ualmindelige evner. Blandt andet kan en toiletbørste være det farligste våben, og en kuffert den bedste båd at flygte væk i. Hvis man endnu ikke helt har nået alderen, hvor man kan tage Hogwartsekspressen med Harry, Ron og Hermione vil Bells bøger være et perfekt sted at starte.  
Se og hør Bell på: Vesterbro Bibliotek lørdag den 16. marts kl. 11.00-12.00

 

Kenneth Bøgh Andersen
Bøgh Andersen skriver fantasy og gys, så de små hår rejser sig – og man må tjekke en ekstra gang om der nu stod én inde i skabet. Han slog for alvor sit navn fast som fantasyforfatter med trilogien Slaget i Caïssa om drengen Frode, der er døende og vågner op fra en mærkelig drøm og opdager, at hans værelse er forsvundet i en tyk, uigennemtrængelig tåge. Det er en fantastisk serie om en krig mellem den sorte og hvide konge, hvor Frode bliver en vigtig brik i spillet. En anden serie, der også har skabt opmærksomhed omkring Bøgh Andersen, er Den store Djævlekrig. Det er historien om dydsmønsteret Filip, der fejlagtigt bliver djævlens arvtager - djævlen får simpelthen fat i den forkerte dreng. Den store djævlekrig er netop nu sat op som musical i København, Århus og Herning og oversat til engelsk. Bøgh Andersen har desuden skrevet serien Antboy, der er blevet lavet til 3 film. Hør mere på: Tingbjerg Bibliotek lørdag den 16. marts kl. 14.00-15.00

 

Jan Kjær
Jan Kjær er en yderst populær forfatter og illustrator, der er udgivet i 15 lande og har 53 bøger bag sig. Han er især kendt for sine eventyrlige fortællinger om Nomerne og debuterede i 2004 med sin første ‘rigtige’ bog Manga – 20 tips & tricks. Samme år påbegyndte han arbejdet på Taynikma-serien med Merlin P. Mann. Fra 2005 til 2012 lavede de 18 Taynikma-bøger sammen. Desuden har de lavet en Taynikma-kortfilm, der hedder Legenden om Rax. Oplev Kjær på: Københavns Hovedbibliotek søndag den 24. marts kl. 10.30-11.30