
Tema / Ny litteraturfestival i Albertslund
Den 27. april ser et helt nyt litteraturfestivalskoncept dagens lys i Albertslund: Avisen Live. Scenen er den store fælles dagligstue. Sofaer, lænestole, kaffe, vermouth og en kold bajer. En perfekt ramme for at slå op i avisen og gå på opdagelse i dens mange sektioner og tillæg. Festivalen tager udgangspunkt i disse sektioner og tillæg og bringer dem til live, som foredrag, oplæsninger, debatter, performative indslag og meget andet. Festivalgængeren kan med andre ord læne sig tilbage og nyde de forskelle sektioner, når forfattere og tænkere udfolder dem. Kvaliteten er tårnhøj, men stemningen uformel og afslappet. Præcis som hjemme i din egen private dagligstue.
De inviterede forfattere og tænkere leverer alle originalt indhold til deres sektion. Helle Helle står for boligsektionen. Den spanske filosof Michael Marder fortæller om plantetænkning i Havesektionen. Norske Hanne Ørstavik udfolder Sex og samliv. Line Knutzon står for brevkassen. Jonas Eika og Ida Marie Hede har skrevet kontakt- og dødsannoncer og Bjørn Rasmussen og Lise Westzynthius står for musikken. Derudover vil der også være nyheder, horoskoper, kryds og tværs og meget andet.
Selvom de inviterede leverer originale bidrag, kan man jo godt orientere sig i deres eksisterende forfatterskab.
Helle Helle:
Privatsfæren og kontakt mellem mennesker spiller en særlig rolle i Helle Helles forfatterskab, hvor hjemmet og boligen ofte er det vigtigste rum, både i de (2018), men også i romandebuten Hus og hjem (1999), Dette burde skrives i nutid (2011) og Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (2002). Helle Helle er netop blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Jonas Eika:
Jonas Eika er også netop blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Han blev uddannet fra Forfatterskolen i 2015, hvor efter han udgav sin debut Lageret Huset Marie. Senest har Eika udgivet den anmelderroste Efter Solen i 2018, der bl.a. vandt Montanas litteraturpris. Til festivalen oplæser nyskrevne døds- og kontaktannoncer.
Line Knutzon:
Line Knutzon er prisbelønnet dramatiker og skuespiller. I 2014 udgav hun Frit Flet sammen med forfatterne Mette Moestrup og Naja Marie Aidt, hvor Camille Clouds Brevkasse for første gang så dagens lys. Den blev senere udgivet i sin egen bog og får nyt liv til festivalen.
Hanne Ørstavik:
Hanne Ørstavik debuterede i 1994 med romanen HAKK og er siden blevet en af Norges største og mest prisbelønnede forfattere. Til festivalen vil hun snakke om kærlighed, seksualitet og barndom med udgangspunkt i sine tre seneste romaner: Der findes en stor åben plads i Bordeaux, På terrassen i mørket og Over fjeldet.
Peder Frederik Jensen:
Peder Frederik Jensen har både rejst indenrigs og udenrigs i sit forfatterskab: i Banedanmark fra 2014 besøgte han alle samfundslag i udkants-danmark, og i romanen Vold (2016) bliver en rejse til Afrika også en afdækning af hovedpersonens fortid i et radikalt autonomt miljø i København. Til festivalen vil han i sagens natur stå for rejsesektionen.
Graham Harman:
Graham Harman er en af moderne filosofis helt store kanoner. Han er en del af den såkaldte spekulativ realisme bevægelse og ophavsmand til teorien om objektorienteret ontologi. Denne tilgang har vundet indpas blandt mange kunstnere (eksempelvis Bjørk), der er inspirerede af denne forskydning af det menneskelige blik og konfrontationen med det ikke-menneskelige, “The wierd”. Interesserede læsere kan kaste sig over ”Object-oriented ontology : a new theory of everything” fra 2018 eller den danske introduktion til spekulativ realisme: ”Spekulativ realisme : en introduktion”
Man kan læse mere om festivalen og finde billetter på www.avisenlive.dk