Tema / Ny roman af Malene Ravn

Den 20. september udkom Malene Ravns nye roman I dine øjne, som er inspireret af hendes venindes slægtshistorie. I dine øjne er en stor roman om 100 års familie- og Danmarkshistorie, og om vores længsel efter at høre til.

Lille Erik bliver født i 1930 som uægte søn af den kinesiske tryllekunstner Lai Fun, og moren, Gudrun, er tvunget til at give ham fra sig. Hun tager arbejde på børnehjemmet i Aalborg for at være i nærheden af ham, og senere kan han endelig komme hjem til sin mor. Alligevel er Erik en outsider både i byen og familien, og som voksen vender han det hele ryggen for at skabe sig et nyt liv i København.

 

"Hovedpersonen Erik er skrevet over min venindes far, som jeg har ført mange samtaler med. Hans historie rørte mig så meget at jeg måtte skrive om den. Opvæksten i Aalborg i 30’erne og 40’erne satte dybe spor i ham. Han skammede sig sådan over at være uægte barn og halvt kinesisk, at han ikke fortalte sine egne børn om sin baggrund. Og hans mor, som var så sammensat: Hun var mildt sagt ikke verdens bedste mor, men hun insisterede alligevel på at være det, mor, trods modgang og fattigdom, hun interesserede mig meget. Og så er der selvfølgelig faren, Lai Fun, som blev udstillet i Tivoli og havde sine egne grunde til at tage til Danmark og til ikke at ville kendes ved sin søn. Jeg har skrevet på romanen i flere år, og den har fået sit helt eget liv – men den er også stadig et virkeligt lille barns og en gammel mands fortælling – ham der sidder på romanens forside med sin lille tøjkanin.”

 

Malene Ravn er født i 1971 og debuterede i 2014 på Gyldendal med romanen Det eneste rigtige. I 2016 blev den efterfulgt af romanen Mia. Malene Ravn har en cand.mag. i Dansk, Retorik og Sprogpsykologi. Malene Ravn har en fortid i radio- og tv-branchen og har desuden arbejdet som freelancejournalist i en årrække.

I årene 2011-2013 skrev hun den faste spalte ORD i Politiken. Malene Ravn arrangerede i 2011 Guerilladigte, et koncept, hvor hun i samarbejde med 150 danske digtere publicerede digte som annoncer, og dermed gjorde Den Blå Avis til én stor udgivelse.

 

Malene Ravns nye roman I dine øjne kan læses her på eReolen, hvor du også kan finde Malene Ravns andre bøger MiaDet enste rigtige og Gadens stemmer.