Tema / Nye podcastserier til ørerne

I december er der landet flere nye podcastserier på eReolen. Find et udvalg af dem herunder.

Jeg har set verden styrte i grus

Hvad er det, der får mennesker til at forlade alt? Det får du svar på i podcasten "Jeg har set verden styrte i grus" , der gennem personbårne rejsefortællinger sætter fokus på verdens brændpunkter og flygtninge. I hver episode tager en fortæller dig med på rejse til en ukendt afkrog af verdenen. Rejs med til bl.a. Malawi, til Ukraine, til Fransk Polynesien, til Svalbard og se ind i øjnene på mennesker, som lever et helt anderledes liv end dit.

Os fra Venus

"Os fra Venus" er en podcastserie om, til og for kvinder. I hver episode taler vært Stine Winther Mygind med en ny indsigstsfuld gæst om bl.a. kvinders trivsel, både den mentale og den kropslige, om parforholdet, om at lytte til sin egen indre stemme og intuition og om familielivet. Serien dykker ned i, hvor svært det kan være at finde en balance i livet, og hvorfor følelsen af grundlykke kan forsvinde i tider, når man ellers har alt i verden at være lykkelig for.

Hjertestorm

Hjertestorm er Aalborg Bibliotekernes podcast, der tager pulsen på kulturlivet i Aalborg og forsøger at komme ind i maskinrummet på kulturoplevelser, der gør dig varm om hjertet. Om det er spirende musikere, mindre festivaler, vilde events eller eksperimenterende kunstnere, så har Hjertestorm hånden på hjertet og øret.

Fortællinger i mørket

I 'Fortællinger i mørket' fortæller vært Dorthe Callesen spøgelseshistorier fra hendes eget liv, fra internettet og fra lytterne. Podcastserien tager også udgangspunkt i hjemsøgte steder i både Danmark og udlandet, og der vil desuden til tider være gæster med, som har oplevet det på egen krop og sind.

Flugten over Jerntæppet

Efter anden verdenskrig delte sejrherrerne det europæiske kontinent imellem sig. I vest blomstrede frie demokratier op af asken, mens landene i øst blev underlagt ufrie regimer, der refererede til Moskva. På grænsen mellem øst og vest skabtes en dødsensfarlig grænse, som skulle blive Den Kolde Krigs mest betydningsfulde symbol – en fysisk barriere, der for millioner af mennesker betød forskellen mellem indespærring og frihed, mellem liv og død. Flygtningene ved Jerntæppet var Den Kolde Krigs egentlige ofre, og det er nogle af alle disse spændende, bevægende og tragiske skæbner vi udfolder i 'Flugten over jerntæppet'.